Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby afviser: Er ikke tæt på at sælge Mukhtar - eller nogen anden

Jan Bech Andersen afviser blankt, at Brøndby IF i weekenden forhandlede med KRC Genk om Hany Mukhtar.

KRC Genk viste i januar interesse for Hany Mukhtar, og tirsdag skrev avisen Het Belang van Limburg, at Belgiens aktuelle tophold igen har smidt en krog i vandet i håb om, at den tyske offensivspiller bider på.

Først og fremmest skal KRC Genk dog have forhandlet en transfersum på plads med Brøndby IF, og det brugte de to klubber ifølge avisen det meste af weekenden på uden at nå til enighed.

Brøndby IF skal efter planen sælge spillere for 44 millioner kroner til sommer, og det er ikke svært at regne ud, at en meget stor del af pengene sandsynligvis skal tjenes på Hany Mukhtar. Det passer dog ikke, at de blå-gule i weekenden forhandlede med Genk. Det fastslår Jan Bech Andersen, der tirsdag blev valgt som bestyrelsesformand i Brøndby IF.

- Der har ikke været nogen forhandlinger. Så skulle vi havde meldt noget ud, siger Jan Bech Andersen med henvisning til, at Brøndby IF er et børsnoteret selskab. 

Sidste år i april solgte Brøndby IF Frederik Rønnow til Eintracht Frankfurt med virkning fra sommer, så der kan handles, selv om der er et stykke tid til transfervinduets åbning. Det er dog ikke tilfældet aktuelt. Jan Bech Andersen afviser meget klart, at Brøndby IF på nuværende tidspunkt er tæt på at sælge nogle spillere. 

Brøndby IF spiller torsdag pokalsemifinale på hjemmebane mod AaB.