Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-boss klar til indkøb, selv om træneren ikke er på plads

Hvis den rette spiller er der og kan købes, er Brøndbys sportsdirektør Ebbe Sand klar til at hente spilleren, selv om Brøndby ikke har en ny træner på plads endnu.

Brøndby IF har godt nok sit setup på plads for resten af indeværende sæson, men hvad der skal ske, når klubben starter op efter en sommerferie, ved ingen - heller ikke sportsdirkektør Ebbe Sand lige nu.

Efter fyringen af Alexander Zorniger er det Martin Retov og Matthias Jaissle, der står for førsteholdet resten af sæsonen, alt imens sportsdirektøren i kulissen arbejder på at finde en permanent løsning på cheftrænerposten.

Og mens han gør det, arbejder han også i et andet spor.

For selv om Brøndby lige nu er trænerløs til den kommende sæson, er svaret ganske klart fra Ebbe Sand, når det handler om, hvorvidt Brøndby kan og vil slå til, hvis der opstår en mulighed for at tilknytte en god spiller, der kan skifte til klubben til sommer. Også selv om træneren ikke er på plads.

- Ja, vi har jo været i gang med det her i længere tid (forberedelse til transfervinduet, red.), og vi er hele tiden på udkig efter forstærkninger, uanset hvem der er træner til sommer, siger Brøndby-bossen, der også siger:

- De spillere, vi kigger på, skal passe til Brøndby og til den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Det handler også om, at de spillere, der kommer ind, er spillere med kvalitet, der kan forstærke holdet.

Det er blandt andet også en af forklaringerne på, hvorfor Ebbe Sand har valgt at være der til alle træninger i Brøndby. Sportsdirektøren vil ganske enkelt være med til at vurdere spillermaterialet - også på træningsbanen.

- Jeg kan godt lide at være derude, og der er trods alt mig, der skal træffe beslutninger i sidste ende, hvem vi skal forlænge med, og en måde at have fingeren på pulsen er ved at være til træningen. Uafhængigt at situationen nu havde det været vigtigt for mig at være så tæt på træningen som muligt. Det var jeg også inden - nu kan man sige, jeg prioriterer det endnu mere. Der er selvfølgelig mange møder i mit job, men jeg sørger for at lægge dem væk fra træningen, siger Ebbe Sand.

Den tidligere landsholdsangriber var på træningsbanen med den midlertidige træner Martin Retov onsdag, og han synes, der blæser positive vinde.

- Der var høj intensitet og smil på læberne. Det er altid lidt svært, når træneren bliver fyret. Det er vigtigt at se reaktionen fra spillerne, og det var en god træning med høj intensitet og humør, siger Ebbe Sand.

Sand og Brøndby ligger med fire kampe igen af grundspillet nummer fire. Klubben møder Randers søndag, og kronjyderne er som nummer fem i Superligaen á point med Brøndby.

Klubbens helt store målsætning er først at komme i mesterskabsspillet - dernæst er Brøndbys målsætning af komme i top tre.