Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndbys tyske keeper havde svær start: Jeg vil gerne være bedre

Marvin Schwäbe fra Brøndby IF havde et svært efterår, men mod slutningen af efteråret blev præstationerne gode. Det er også det, målmanden tager med ind i foråret.

Efterårssæsonen i Superligaen var svær for Brøndby IF, der efter 20 kampe i dansk fodbolds bedste række er nummer tre. Placeringen er ingen katastrofe, men der er henholdsvis 14 og 17 point op til anden- og førstepladsen, og dermed fremstår det også urealistisk, at BIF skulle kunne komme op og spille med om guld igen denne sæson.

En af forklaringerne på den ringe pointhøst har været en dårlig form på hjemmebane, hvor det blot er blevet til tre sejre i 11 kampe, og klubben har samtidig lukket hele 28 mål ind - det er flest af holdene i top seks.

Så der er forbedringspotentiale for mandskabet, der onsdag tog hul på træningsopstarten og nu skal igennem et hårdt forløb for at stå knivskarpt klar til forårssæsonen.

Også for målmand Marvin Schwäbe. Keeperen indrømmer, at det spillemæssigt var et svært efterår.

- De første to-tre kampe i sæsonen var okay, men mod Genk og København var det lidt... Det blev starten på min nedtur, siger keeperen til tipsbladet.dk og forklarer, hvordan han forsøgte at komme ud af den dårlige periode:

- Det er aldrig nemt, hvis man har et par dårlige kampe i streg. Så må man tale med keepertrænerne, og nogle gange handler det bare om små detaljer, småting. Så se kampene igennem og forsøge at holde hovedet koldt.

Schwäbe kom ud af den dårlige periode og var mod slutningen af efteråret blandt sit holds bedste. Noget, Alexander Zorniger også så.

- Han var god i starten, og han overbeviste alle. Så lavede han nogle dumme fejl og indkasserede mål, han ikke skulle. Men han er stadig en ung spiller i en ny og meget fysisk liga. Han begyndte at tænke på sin egen position, men det hjalp ham, da vi stabiliserede defensiven, siger den tyske træner.

Selv håber og tror Marvin Schwäbe på, at han kan tage den gode form fra sidst i efteråret med ind i foråret, så Brøndby får skrabet flere point til sig og får en god halvsæson.

- Alle keepere vil gerne spille gode kampe og have clean sheets, men det handler i sidste ende om at vinde, og hvis det ender 2-1, er det også fint. Jeg vil selvfølgelig gerne være bedre, end jeg var sidste år, og det går vi også efter. Jeg arbejder hårdt med min nye keepertræner, siger målmanden, der har indledt arbejdet med målmandstræner Claus Fallentin.

Marvin Schwäbe har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2021 - han stod alle kampe fra start på nær én. Det var et opgør mod AC Horsens, hvor Benjamin Bellot startede og fik rødt kort, så Schwäbe fik de sidste godt 20 minutter på banen.