Carragher ryster på hovedet over Özil: Et kæmpe selvmål
Foto: Getty Images
Premier League

Carragher ryster på hovedet over Özil: Et kæmpe selvmål

Jamie Carragher kan ikke forstå, hvorfor Mesut Özil ikke har valgt at gå ned i løn sammen med resten af Arsenal-truppen.

Mandag valgte størstedelen af Arsenals trup at gå 12,5 procent ned i løn over de næste 12 måneder for at hjælpe klubben gennem coronakrisen, men tre spillere nægtede at acceptere lønnedgangen. 

En af disse er ifølge Daily Mail den tyske offensivspiller Mesut Özil, der med en ugeløn på £350,000 er den bedst betalte spiller i klubben, og Jamie Carragher har meget svært ved at forstå Özils beslutning: 

- Der er to slags spillere, som muligvis ikke kan engagere sig fuldt ud i sådan en lønnedgang. Det er en ung spiller, som måske ikke har råd, og det er en spiller, der nærmer sig kontraktudløb, siger Carragher til Sky Sports og fortsætter.

- Men at den højst betalte spiller ikke har gjort det, når resten af truppen er blevet enige om det, er et kæmpe PR-selvmål af ham.

- Jeg vil ikke kritisere ham for hans løn, for der skal man bebrejde de folk, der betaler ham, men den højst betalte spiller skal simpelthen være en, der sætter eksemplet.

Mesut Özils beslutning vil formentlig ikke øge hans popularitet blandt Arsenal-fansene, der længe har ment, at han ikke har levet op til den løn, han hver uge indkasserer.