Video : Tipsbladet
Superliga

Claus Nørgaard: Vi gør dem endnu bedre

SønderjyskE-træneren var ikke tilfreds med sit holds præstation i første halvleg.

FC Nordsjælland scorede fire mål på kontrastød mod SønderjyskE i mandagens opgør på Right to Dream Park. Og det ærgrede SønderjyskE-cheftræner Claus Nørgaard.

- Vi kommer skidt ud til første halvleg. De rammer os voldsomt på omstillinger, og vi spiller dem endnu bedre. Vi mister bolden, hvor vi er meget åbne og er ikke hurtige nok i vores restforsvar i forhold til at forsvare de her omstillinger. Vi kommer igen i anden halvleg, men det er svært med 10 mand på udebane mod FC Nordsjælland, siger cheftræneren til TV3 Sport og hentyder til Victor Mpindi Ekanis andet gule kort efter 57 minutters spil. 

SønderjyskE kom bagud i kampen allerede efter otte minutter. og efter 17 minutters spil stod der 2-0 til hjemmeholdet. Derfra bed gæsterne sig ind i opgøret igen, men selvom de fik reduceret til 2-1, så kørte FC Nordsjælland fra dem i anden halvleg.

Resultatet betyder, at SønderjyskE bliver på 11. pladsen i Superligaen med 12 point efter 11 kampe.