Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen topmotiveret før Brøndby: Den uge i 1998 sidder stadig i mig

FCK tabte 4-1 til Brøndby IF to gange på samme uge i 1998, den ene gang endda i pokalfinalen. Det var tungt at komme igennem for David Nielsen, der stadig bliver motiveret af fortidens nederlag. Dem har han især mærket mod Brøndby, men omvendt har han også fejret nogle af sine største sejre mod søndagens modstander.

Det er ved at være nogle år, siden AGF og Brøndby IF dystede direkte mod hinanden om trofæerne i dansk fodbold. Men minderne om dengang har klubberne, byerne og de mennesker, der udgør begge dele, fortsat.

Desværre for AGF har der mest været nederlag at mindes i de seneste år, især på Brøndby Stadion, hvor holdet kun har vundet i ét af de seneste 14 besøg. Samlet målscore: 27-7. Det tyder på en svær kamp for de hviie, men cheftræner Nielsen glæder sig. For opgørene er stadig noget særligt.

- Det vil det altid være. Det var det før min tid som træner, og det vil det også være efter. Det er der slet ingen tvivl om, siger han til tipsbladet.dk.

- Det bringer jo minder tilbage i tiden, og folk husker opgørene og de profiler, der har været i begge klubber. Det er jo to vigtige klubber i dansk fodbold, både i forhold til fodbolden herhjemme og for at producere landsholdsspillere i den mest gyldne periode i for dansk fodbold.

David Nielsen har også altid selv et særligt forhold til Brøndby. I sin selvbiografi, "Sorte svin" fra 2008, skrev han, at "det er så fedt", når Brøndby-fansene råber "FC svin" efter ham. Han havde i det hele taget et had-kærlighedsforhold til de blågule tilhængere.

- Mit hjerte ligger hos FCK's fans, og det vil aldrig ændre sig. Men Brøndbys fans har altid været mine mentale elskerinder, selvom det er dem, der har været allerværst over for mig. De tænder mig helt vildt før en kamp. På en god måde, skrev Nielsen og hans ghostwriter, Jonas Ankersen, og fortsatte:

- Når du kommer til et stadion og går ud for at mærke banen, er der helt tomt. Men i Brøndby er Faxe-tribunen propfyldt to timer før en kamp. Jeg har altid ventet med at gå ud på banen, indtil jeg er den sidste. Når jeg så kommer gennem tunnellen, starter en pibekoncert uden lige. FC-svin, FC-svin, FC-svin. Så klapper jeg op til dem, og så råber de endnu højere.

I 2016 gentog David Nielsen som Lyngby-træner, at han var en af de mest hadede personer på Sydsiden, og at det var fint. Det vigtige var, at det var gensidigt. (Se video i toppen af artiklen)


En skuffet David Nielsen efter pokalfinalen i 1998. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Så når søndagens kamp begynder, er AGF-træneren topmotiveret.

- Mange af mine største sejre og største nederlag har været mod Brøndby, både som træner og som spiller. Så selvfølgelig er der noget specielt for mig personligt også ved at spille mod Brøndby, siger han.

David Nielsen spillede 19 Superliga-kampe mod Brøndby IF, hvilket gør klubben til hans næstmest hyppige modstander (Kun AGF med 20 opgør overgår Brøndby). Især to kampe står skarpt i erindringen.

- Jeg kan huske, at i '98 taber vi 4-1 i pokalfinalen til Brøndby en torsdag. Og taber så 4-1 i Superligaen til Brøndby (der runden forinden havde sikret sig mesterskabet foran Nielsens FCK, red.). Begge kampe var i Parken. Det var derfor, det gjorde så ondt. Det er nok den tungeste uge, jeg har haft som fodboldspiller. Den sidder stadig i mig, og det er det sidste, jeg tænker på, når jeg går ind over stregen, når jeg skal spille mod Brøndby, siger David Nielsen.

- Der ligger meget motivation i de nederlag, man har haft. På det tidspunkt var Brøndby ekstremt gode, og jeg spillede på et FCK-hold, der ikke havde helt samme niveau til at spille med om guld. Men det gjorde ondt at se dem være så langt foran os.

Men David Nielsen husker også sine glædelige stunder mod Brøndby.

- Jeg har haft nogle store sejre mod dem. Både da jeg var i AaB i pokalturneringen, semifinalen, hvor vi slog dem, og så har jeg vundet på Brøndby Stadion med Midtjylland, jeg har vundet på Brøndby Stadion som træner med Lyngby (og som spiller, red.). Så der er også mange gode minder, siger han.

Dem med gode hukommelser husker måske, at David Nielsen smed trøjen og poserede med spændte muskler, efter han scorede for AaB i pokalsemifinalen i 2004. Præcis som Mario Balotelli gjorde i EM-semifinalen otte år senere.

Han smider næppe trøjen, hvis AGF vinder på Brøndby Stadion søndag aften. Men en nye sejr til samlingen af minder vil ikke være af vejen.

- Det vil være rigtig dejligt på søndag, ja.