Video : Tipsbladet
Landshold

DBU fyrer 30 EM-medarbejdere og sender 70 hjem

Nu tager DBU konsekvensen af udbruddet af coronavirus, og det går ud over adskillige ansatte.

Coronakrisen kan mærkes i Dansk Boldspil-Union (DBU), som mandag meddeler, at der bliver fyret 30 ansatte i EM-sekretariatet, mens over 70 ansatte i unionen sendes hjem.

Med udsættelsen af EM i 2020 til sommeren 2021 er der ikke behov for samme bemanding de næste mange måneder, forklarer DBU.

Derfor blev godt 30 medarbejdere i EURO 2020-sekretariatet i sidste uge opsagt som konsekvens af beslutningen, der blev truffet af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Størstedelen af dem var ansat direkte af Uefa, og alle har fået besked på, at de potentielt kan blive ansat igen på et senere tidspunkt.

Det fortæller Lene Kryger, direktør for Euro 2020 i København, og hun satser stadig på, at Danmark skal være vært for EM i sommeren 2021.

- Vi har opbygget en stor bemanding til at stå for de fire kampe i Euro 2020. Med udsættelsen af det hele i et år, er der ikke behov for alle, og det er derfor naturligt, at vi må reducere bemandingen væsentligt.

- Vi håber, at vi skal være EM-værter næste år - og at vi så får muligheden for at sætte samme stærke hold igen, siger hun til unionens hjemmeside.

Der er blot ti medarbejdere tilbage i Euro 2020-sekretariatet. De skal sørge for arbejdet med at finde ud af, om København skal være EM-vært i juni 2021.

- Denne beslutning ventes afklaret i løbet af foråret, oplyses det.

De over 70 hjemsendte i DBU omfatter administrative medarbejdere og mellemledere samt landsholdskoordinatorer og landstrænere for en række ungdomslandshold.

DBU-ledelsen besluttede 12. marts at "lukke dansk fodbold ned" og suspendere alle kampe - både i bredden og i de bedste fodboldrækker.

Samtidigt er landskampe for både herrelandsholdet, kvindelandsholdet og alle ungdomslandshold aflyst i marts og april.

De mange aflysninger medfører økonomiske tab i DBU, fortæller Jakob Jensen, der er administrerende direktør.

- Danmark er ramt af en historisk krise, der rammer både sundhedstilstanden, men også økonomien i de fleste virksomheder og organisationer.

- Det gælder også i DBU, hvor vi mister indtægter fra landskampe, kurser og andre indtægtskilder, siger han.

/ritzau/