Video : Tipsbladet
Superliga

Debut mod AGF? Bo Henriksen overvejer at kaste Kasper Junker i ilden

Hvis Kasper Junker kommer på banen for AC Horsens på søndag, bliver hans første minutter i gult mod sin gamle arbejdsgiver. Angriberen er uden tvivl i spil, siger manager Bo Henriksen.

Det er vist ingen hemmelighed for de fleste faste følgere af Superligaen, at AC Horsens har stor succes med holdets dødbolde. Tal fra statistikfirmaet StatsBomb bekræfter den opfattelse: 24 af 42 mål i sidste sæson kom fra netop dødbolde.

Lidt færre scorede AGF ad samme vej, men var stadig blandt Superligaens mest målfarlige på standardsituationer. Med 14 af slagsen var der kun tre hold, der scorede flere.

Med andre ord: Når de to hold mødes på søndag, er det ikke bare et østjysk lokalopgør; det er også et opgør mellem to hold, der har dødbolde at takke for en del af deres succes. Så spørgsmålet er, om de også kommer til at afgøre søndagskampen.

- Det kan sagtens blive afgjort på en dødbold. Det kan sagtens blive 1-0 til os på en dødbold, det vil jeg ikke være utilfreds med. Det bliver nok ikke en kamp med sindssygt mange mål, siger AC Horsens-manager Bo Henriksen til tipsbladet.dk.

- Men jeg føler bestemt ikke, vi er underlegne i forhold til AGF på den konto, så jeg har ikke noget imod, hvis det bliver den krig, vi skal udkæmpe.

AC Horsens og AGF har scoret henholdsvis seks og syv mål i denne sæson, hvilket ingen har undergået, mens kun tre hold (AaB, FC Nordsjælland og Vejle B) har scoret lige så få som AGF.

De manglende Horsens-mål kan måske forklares med, at holdet har manglet en angriber, siden Kjartan Finnbogason forlod klubben, og Martin Pusic forsvandt, lige så hurtigt som han var kommet til. Men på transfervinduets sidste dag fik Bo Henriksen så en frontløber: Kasper Junker.

Han kan få sin debut for Horsens mod den klub, han kom fra, og manager Henriksen er overvejer nu, om han skal kaste sit rekordkøb i kamp fra første færd.

- Der er ingen tvivl om, at Junker er i spil til den fodboldkamp. Forhåbentlig er han også motiveret for at vise ikke mindst over for sig selv, at han er en dygtig fodboldspiller, siger han.

I AGF har Kasper Junker mest spillet som den eneste egentlig angriber helt fremme, mens Horsens som regel bruger to angribere. Det kommer også til at blive tilfældet på søndag.

- Alle de kampe, vi har spillet i den her sæson, har vi spillet med to fremme, så det er da ikke planen, vi skal ændre det mod AGF, slår Bo Henriksen fast.

Der er kickoff fra Casa Arena i Horsens klokken 14.