Video : Tipsbladet
Superliga

DIF's Matchfixingsekretariat skal behandle SønderjyskE-sag

DIF's Matchfixingsekretariat skal kigge på kampen mellem FC Midtjylland og SønderjyskE, og mens den undersøgelse er i gang, er sagen i Fodboldens Disciplinæristans sat i bero.

Det så noget nemt ud, da FC Midtjylland i sidste minut af opgøret mod SønderjyskE kom foran med 2-1 og dermed sikrede sig to vigtige point i topkampen, mens SønderjyskE med nederlaget landede i den pulje i gruppespillet, der giver størst sandsynlighed for overlevelse i Superligaen.

Fodboldens Disciplinærinstans har allerede bekendtgjort, at den vil gå ind i sagen for at undersøge, om der var tale om matchfixing, og om SønderjyskE lod sig tabe med vilje, men nu har instansen valgt at lægge sagen i bero.

Forklaringen er, sagen undersøges i DIF's Matchfixingsekretariat, der nu skal tage stilling til, om der foregik noget, der ikke skulle foregå i kampen. Dermed sætter Fodboldens Disciplinærinstans sagen i bero, til der er en afgørelse fra DIF.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Efter indledende overvejelser og drøftelser om sagen mellem Fodboldens Disciplinærinstans og DIF’s Matchfixingsekretariat er der enighed om, at sagen i første omgang skal vurderes i medfør af DIF’s Matchfixinglovregulativ. Det skyldes, at sager, der potentielt vedrører manipulation af idrætskonkurrencer, eksempelvis bevidste nederlag, skal behandles efter de fælles regler i DIF’s Matchfixinglovregulativ, skriver DIF i en pressemeddelelse.

- Derfor er det nu DIF’s Matchfixingsekretariat, der vil foretage de videre undersøgelser i sagen. Undersøgelserne har til formål af afdække, om der er grundlag for at indbringe sagen for DIF’s Matchfixingnævn. Som konsekvens heraf har Fodboldens Disciplinærinstans besluttet at stille undersøgelserne af sagen i bero, indtil der foreligger en endelig afgørelse i DIF-regi, står der videre.

På nuværende tidspunkt er der ikke yderligere kommentarer.

Efter kampen, som SønderjyskE altså tabte, fortalte Christian "Greko" Jakobsen følgende:

- Ja, det tror jeg, alle kan se. Det er til grin jo. Der er ikke så meget mere at sige. Det gør sgu ondt på stoltheden, synes jeg. Men ja, man gør det bedste for klubben.

Set udefra var det bedste - på grund af Superliga-strukturen - at tabe, så SønderjyskE's muligheder for at undgå playoff om nedrykning steg markant.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.