Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg har tangeret defensiv klubrekord: Måske skal vi satse mere offensivt

EfB har efterhånden så godt styr på defensiven, at holdet måske skal til at satse noget mere offensivt, mener Daniel Anyembe. Han forventer en tæt kamp mod OB fredag aften.

Da Esbjerg fB holdt FC Nordsjælland fra at score i mandags, tangerede holdet en klubrekord. Det er nu oppe på fire clean sheets i træk, hvilket er den højeste, EfB har præsteret i Superliga-æraen.

Det var ellers kun lykkedes én gang i forårets første ni kamp at holde modstanderne fra at score, ligesom Esbjerg sluttede efteråret af med en dårlig defensiv statistik. Så hvad er forklaringen på, at holdet pludselig lukker helt af - endda mod ligaens bedste hold i mesterskabsspillet?

- Det er helt klart, at vi har fået vores defensive organisation på plads. Vi står godt i kæderne, samtidig med Jeppe Højbjerg gør det godt i målet. Stort cadeau til hele holdet. Det er holdet, der gør os stærke, siger Daniel Anyembe, der mener, at holdets unge spillere nyder godt af at have næsten en hel Superliga-sæson bag sig.

- Jeg tror, vi er vokset som hold, især her i foråret. Det gør, at vi lukker færre mål ind. Jeg synes, vi spiller mere modent. Vi skaffer de resultater, der nu engang skal til. Vi er nogle forholdsvis unge spillere, nogle af os, og vi har nogle rutinerede kræfter, som har hjulpet os til at træffe bedre beslutninger. Det har de gjort gennem hele sæsonen, og det viser sig nu.

Selv om Esbjerg har været stærke defensivt - eller måske netop derfor - har holdet haft svært ved at score i den anden ende. 38 mål i 33 kampe er lavest af alle holdene i top 6, og måske er tiden inde til, at oprykkerne giver los og spiller mere offensivt.

- Vi har ikke lavet så mange mål som nogle af de andre hold, men jeg synes egentlig også, man skaffer resultater ved at have en god defensiv til at starte med. Så kommer det offensive bagefter. Nu fået så meget styr på på det defensive, at vi måske skal begynde at satse lidt mere offensivt, siger Anyembe.

Højrebacken har selv været en del af den solide defensiv i 25 Superliga-kampe i denne sæson, og i morgen kan han og holdet bringe sig tættere på en stor skalp: bronzemedaljerne.

Esbjerg møder OB for femte gang i denne sæson, og Daniel Anyembe spår en kamp, hvor meget lidt skiller de to hold.

- For os handler det om at have god gejst og levere det, vi har gjort på træningsbanen. Det har været nogle tætte kampe mod OB i den her sæson, men vi tror selvfølgelig på de tre point, siger han.

Der er kickoff til bronzeduellen i morgen klokken 19.