Esbjerg-profil: Spillertruppen har ikke nedlagt Niels
Foto: Jens Henrik Daugaard/Polfoto
Superliga

Esbjerg-profil: Spillertruppen har ikke nedlagt Niels

Det var ledelsens beslutning at fyre Niels Frederiksen, fortæller Esbjerg-spilleren Casper Nielsen, der er overrasket over fyringen.

Esbjerg fB er på jagt efter en ny træner. Klubben fyrede mandag morgen Niels Frederiksen, der havde været træner i klubben i lidt over to år. For flere spillere - heriblandt Casper Nielsen - er det en speciel situation. Casper Nielsen har ikke haft andre seniortrænere, siden han for to år kom op fra klubbens ungdomsafdeling.

Den 21-årige midtbanespiller fortæller, at spillerne bærer en stor del af ansvaret for de dårlige resultater, der har ført til Niels Frederiksens fyring i Esbjerg fB.

- Selvfølgelig er det aldrig kun en træners skyld, at det går dårligt. Det er også de 11, der er på banen. I en del af kampene har vi spillet godt, og det var det samme i første halvleg i går. Men vi får ikke scoret, og i fodbold er det tit sådan, at korthuset falder sammen, når du er skrøbelig. Nu skal vi bruge den her uge på at få noget selvtillid i holdet, siger Casper Nielsen til tipsbladet.dk og forklarer, at han ikke vil vurdere, fyringen var i orden.

- Det har jeg ingen kommentar til, for det er ikke mig, der skal vurdere det. Jeg kan bare sige, at det ikke er spillertruppen, der har nedlagt Niels.

Esbjerg-truppen fik beskeden om fyringen klokken 9.00 mandag morgen og arbejder nu frem mod søndagens udekamp mod FC Nordsjælland. Michael "Mex" Pedersen og Lars Lungi Sørensen overtager ansvaret for førsteholdet, til en ny cheftræner er fundet.

Casper Nielsen forventer, at Esbjerg snart begynder at få resultater, for han mener ikke, truppen er for dårlig.

- Det er der mange, der siger. Men truppen er altså god nok - det ved vi, for vi træner med hinanden. Hvis den ikke var god nok, var der nok også nogle, der havde sagt noget.

- I fodbold går det op og ned, og den her klub har været gennem store forandringer, hvor profiler er blevet solgt. Men det er også en del af Esbjerg, at der skal sælges spillere, og at en ny generation skal op. Vi står sammen som hold og jeg er sikker på, at vi nok skal vise, hvad vi kan, siger Casper Nielsen.

Den 21-årige midtbanespiller fortæller, at Niels Frederiksen ikke var til stede klokken 9.00, hvor truppen fik beskeden af administrerende direktør Søren Poulsen. Nielsen håber dog, at Niels Frederiksen på et tidspunkt lige får lov til at tage afsked med truppen.

Esbjerg er sidst i Superligaen med et point fire kampe - samme pointantal som Brøndby.