Video : Tipsbladet
Superliga

Evander har fået sin bror til FCM: Fansene hjalp

Evander og Vagner Love har et forhold til hinanden, som går langt tilbage.

Med den brasilianske angriber Vagner Love i truppen har Evander nærmest fået sin storebror med på holdet. Sådan ser midtbanespilleren på tilføjelsen af den 37-årige brasser.

De to har da også kendt hinanden siden Evander var lille. Det fortæller FCM-profilen om i et interview med det store brasilianske medie Globo.

- Vi har altid været tætte. Han har altid været tæt på min familie. For mine forældre er han også som en ældre søn - og dermed også som en bror for mig, fortæller Evander, som ligesom Vagner Love har sin far Evandro som sin agent.

I optakten til skiftet satte Evander da også selv gang i sagerne med et tweet som svar på et opslag fra brugeren Jonas Aaes-Jørgensen om samarbejdet mellem Evander og Vagner Love - længe før det kom frem, at der var kontakt mellem parterne.

Evander husker endvidere tilbage på, at han lavede hashtagget #VagnerLoveInMidtjylland med glæde.

- Folk, der følger med i fodbold, kender Vagner Love. For os ville det være perfekt, og idéen med hashtagget var at få fansene til at hjælpe. Fansene er klubbens hjerte, og de elskede idéen og gik med på det sjove, som hjalp i forhandlingerne, lyder det med et grin fra Evander.

Han regner desuden også med, at den erfaring, som Vagner Love kommer med, vil blive afgørende - og at de kan lære meget af ham.

FC Midtjylland selv har da også delt et billede af de to brasilianere fra en tid, hvor Evander ikke var så stor. Se det nedenfor.