FC København jagter uruguayansk angriber-es
Ståle Solbakken i samtale med Pieros Sotiriou Foto: Getty Images
Superliga

FC København jagter uruguayansk angriber-es

FC Københavns angriberjagt kan bringe sydamerikansk kraft ind på holdet som afløser for Federico Santander.

FC København er på en intens angriberjagt efter salget af Federico Santander, og nu kan der være spændende nyt. 

Det er bt.dk, der erfarer, at FC København kan være i gang med at hente den 25-årige uruguayanske angriber Michael Santos, der i seneste sæson sendte 17 mål i kassen for spanske Sporting Gijon i den næstbedste række. 

Santos er ejet af Malaga, så det er her, at manager Ståle Solbakken skal forhandle for at få angriberen til København. Malaga rykkede ned fra La Liga i denne sæson og vil umiddelbart gerne sælge Michael Santos - hvis prisen er den rette.

Og netop prisen kan blive høj og skal angiveligt ligge på den gode side af 20 millioner kroner, hvilket vil nærme sig transferrekord for en danske Superliga-klub.

Bt.dk skriver, at FC København vil forsøge at lokke Santos til klubben med en lukrativ lønpakke og en fem-årig kontrakt. Skulle det ikke ende med et salg inden for de første to år, vil det betyde en betydelig lønstigning til angriberen for at fortsætte i Superligaen.

Men et delejerskab på angriberen kan komme i vejen, da hans tidligere klub River Plate fortsat ejer 30 procent, så forhandlingerne er ganske komplekse i forhold til at få kabalen til at gå op. 

Af samme årsag har FCK også andre tråde ude for at sikre sig forstærkningen til angrebet, der blev alvorligt svækket, da Federico Santander blev solgt til italienske Bologna tidligere på sommeren .