Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland sælger reserve til Viborg: Det er det bedste for mig

Frederik Brandhof forlader FC Midtjylland. Den 22-årige midtbanespiller skifter til Viborg FF, hvor han har fået en kontrakt til sommeren 2021.

Det blev til halvandet år i FC Midtjylland for Frederik Brandhof, men nu er det slut. Den 22-årige midtbanemand nåede aldrig at overbevise tilstrækkeligt om sine kvaliteter, så nu skifter han i stedet videre i karrieren.

Det er topholdet i 1. division, Viborg FF, der får glæde af hans kvaliteter de næste to et halvt år. Det bekræfter FC Midtjylland i en pressemeddelse.

- Skiftet til Viborg FF er det bedste for mig i forhold til at udvikle mig som fodboldspiller. Jeg havde lange udsigter til spilletid i FC Midtjylland, og nu ser jeg frem til at blive en del af Viborg FF, som er en klub, jeg kender, og som er placeret i toppen af den næstbedste række, siger Frederik Brandhof.

Han kom til FCM fra Skive IK i sommeren 2017, men nåede ikke at få debut i Superligaen. En enkelt pokalkamp og to udlejninger tilbage til Skive var, hvad det kunne blive til.

- Frederik er en god og dedikeret fodboldspiller, og selvfølgelig anerkender og respekterer vi, at han søger kontinuerlig spilletid i en anden klub. Han har arbejdet stenhårdt i sin tid i FC Midtjylland, og vi ønsker ham masser af held og lykke, siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen.

Frederik Brandhof havde ellers kontrakt frem til 2021, men skifter med øjeblikkelig virkning. Han har første træningsdag i Viborg allerede i dag.