Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland-profil om systemskifte: Det har været positivt

FC Midtjyllands Erik Sviatchenko var tilfreds med, at den nye FCM-træner stillede op i 4-3-3 mod Sønderjyske.

Under Kenneth Andersen spillede FC Midtjylland i formationen 3-4-3 med wingbacks og tre forsvarsspillere nede bagved.

Men i 2-0-sejren over Sønderjyske søndag havde den nye cheftræner, Brian Priske, ændret system til den mere klassiske 4-3-3, og det var anfører Erik Sviatchenko meget glad for.

- Jeg og Alexander (Scholtz, red.) har spillet i en firebackkæde, siden vi startede med at spille fodbold som børn, så det er nemt at komme tilbage til at spille med en firebackkæde, siger han.

- Det var meget mere tydeligt, hvem der skulle gøre hvad, hvor vi har været lidt udfordret på det punkt i det andet system.

- Rent offensivt gjorde skiftet os også godt - både i omstillingerne og i det opbyggende spil, hvor vi kom frem til flere store chancer – især i anden halvleg.

Systemskiftet kommer altså i kraft af, at FCM mandag forfremmede nu forhenværende assistenttræner Priske til cheftræner. Og det har været helt uden besvær for spillertruppen, at det nu er ham, der er chef.

- Vi har vidst, at der skulle ske nogle ændringer. Priske har den naturlige respekt, man skal have som cheftræner. Så omstillingen har været nem for os spillere.

Norske Gustav Wikheim er enig med sin anfører, selv om han dog påpeger, at man godt har kunnet mærke, at der er en ny cheftræner i omklædningsrummet.

- Selvfølgelig har vi mærket det. Alle trænere er forskellige, og Priske er kommet ind med et systemskifte, siger han.

- Det har været positivt indtil videre, og jeg har tillid til, at det nok skal fungere.

Næste gang, man får mulighed for at se det nye system i aktion, er næste søndag, hvor FCM hjemme møder Brøndby.

/ritzau/