Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-træner om spillersalg: De skal erstattes af akademispillere

FC Nordsjælland har solgt flere store profiler i transfervinduet, men planen er ikke, at der skal hentes mange erstatninger ned.

FC Nordsjælland har i de seneste år markeret sig som en klub med talentfulde, unge spillere, der bliver skudt afsted, når en større klub vil betale prisen.

Det er også sket her i sommer, hvor Karlo Bartolec og Victor Nelsson er taget til FC København, mens Andreas Skov Olsen med al sandsynlighed også forlader klubben. Dermed er det et svækket FC Nordsjælland-hold, der tager hul på Superligaen, men derfor vil klubben ikke gå amok på transfermarkedet. 

- Plan A er altid kun at bruge vores egne akademispillere. Den består i at hente en spiller eller to ind i truppen. Men lad os nu komme i gang med turneringen og se, hvad status er. Der er masser af tid, siger Flemming Pedersen til Frederiksborgs Amts Avis.

Der er allerede et par nye ansigter i FC Nordsjælland-truppen. Oliver Villadsen er blevet hevet op fra U19-holdet, mens Maxwell Woledzi og Abu Francis kommer til fra det afrikanske akademi.  Derudover er den hollandske målmand Nigel Bertrams og kantspilleren Mads Aaquist tilbage efter endt lejeophold. 

FC Nordsjælland tager hul på den nye Superliga-sæson, når de søndag klokken 14.00 møder AC Horsens.