FCV-profil: Bevist vi kan være med
Illustration
Superliga

FCV-profil: Bevist vi kan være med

Lasse Nielsen mener, at FC Vestsjælland i den grad er berettigede til deres placering i Superligaen, og han tror på, at holdet klarer frisag i nedrykningskampen.

Da Superliga-sæsonen fik sin start, havde mange iagttagere de to oprykkere som favoritter til at rykke ned igen. Siden har både Viborg og FC Vestsjælland vist, at de er svære at bide skeer med, og begge hold overvintrer på den rigtige side af nedrykningsstregen.

For FC Vestsjælland er det langt fra noget tilfælde, mener profilen Lasse Nielsen. Holdet har niveau til Superligaen, og faktisk burde de have endnu flere point end de nuværende 21.

- Jeg synes, vi har bevist, at vi hører til i Superligaen. Vi kan spille op mod alle hold og føler, vi kan være med. Jeg synes faktisk, vores præstationer har berettiget til et højere antal point, men det er kun positivt, at vi ikke er heldige, men får pointene på baggrund af kvalitet, siger Lasse Nielsen til tipsbladet.dk.

Holdet befinder sig lige nu som nummer ti med to point ned til Esbjerg under stregen, og bundkampen er usædvanligt jævnbyrdig. Faktisk er der kun seks point fra Brøndby på fjerdepladsen ned til Esbjerg. 

Derfor er det også helt ude i skoven at tale om andre ting end overlevelse for FC Vestsjælland. 

- Vi har ikke andre mål i foråret. Det er altoverskyggende at sikre overlevelse. Det er en rigtig tæt række, og det vil næsten være arrogant eller respektløst at snakke om andet end overlevelse, siger Lasse Nielsen, der også har et bud på, hvem hans oprykkerne har de bedste muligheder for at holde under sig.

- Det er jo oplagt at sige SønderjyskE og Viborg, men det er ikke det, det skal komme an på. Det kommer an på os selv, og vi skal sørge for at holde vores pointsnit. Det er måske et lidt kedeligt svar, men det er det oplagte svar, lyder det fra FCV-forsvareren, der endnu ikke ved, om han fortsætter i klubben efter kontraktudløb til sommer.