Video : Tipsbladet
Superliga

Finnbogason i tårer efter nedrykning: Jeg er virkelig ked af det

Kjartan Finnbogason var tydeligt berørt efter det stod klart, at Vejle Boldklub rykker ud af Superligaen.

Vejle Boldklub trak søndag det korteste strå, og dermed må de en tur ned i 1. division. Det står klart, efter at de søndag tabte med 0-2 til Hobro efter forlænget spilletid, og det betyder, at Vejle er fortid i Danmarks bedste fodboldrække. 

Kjartan Finnbogason havde inden opgøret lavet fire mål i fem playoff-kampe for Vejle og AC Horsens, men denne søndag vendte heldet for islændingen. Og nedrykningen tog meget hårdt på angriberen, der var sønderknust efter slutfløjtet.

- Det er svært at forklare. Jeg er sgu virkelig ked af det. Men sådan er det. Der er mange følelser, man giver slip på lige nu. Det er svært at indse, at vi ikke klarede den. Vi har fået fantastisk støtte gennem hele sæsonen, og den her by og den her klub fortjener virkelig et Superliga-hold. Vi skal bare op igen, sagde Finnbogason efter kampen til TV3 Sport. 

Kjartan Finnbogason fik en unik mulighed for at udligne for Vejle i første halvleg, men angriberen brændte sit straffespark på Jesper Rask. 

- Vi fik bare ikke bolden over stregen i dag, og det plejer at være min opgave. Det var ikke min bedste dag i dag, men jeg tog ansvar for at sparke det straffespark, og dem plejer jeg bare at sparke ind, siger Kjartan Finnbogason. 

Se hele interviewet med den tydeligt berørte Kjartan Finnbogason øverst i artiklen.