Superliga

Grindheim og det forsømte 2011

En mere defensiv midtbanerolle og en formkrise voldte kvaler for Christian Grindheim i efteråret, så der er plads til forbedring for nordmanden, der nu håber at kunne leve op til egne og klubbens forventninger i det nye år efter at have set sine ambitioner falde på stribe i 2011.

I løbet af to måneder var alt væk
Da han kom til FCK, fortalte han Tipsbladet, at han siden teenage-årene havde haft tre ambitioner: At spille i Champions League, at komme til en slutrunde med Norge og spille for en klub i England.

»Ja, da jeg kom til, havde jeg vel håbet på, at to af de tre ville være gået i opfyldelse nu, men først forsvandt Champions League-muligheden, og siden fik vi ikke det ene udebanepoint, vi skulle have haft med Norge mod Danmark og Portugal. Og hvis man så også tænker på, at mit sidste forår i Heerenveen var præget af ballade, så har det måske været mit dårligste år som fodboldspiller.«

»I løbet af to måneder var alt væk, så sådan går det nogen gange hurtigt i fodbold, men det kan man ikke lade sig påvirke af. Før i tiden var jeg helt umulig at snakke med i flere dage efter et nederlag, men man lærer jo, at det påvirker ens spil i de næste kampe, så jeg er blevet god til at lægge skuffelserne væk og komme videre. For der kommer hele tiden en ny kamp.«

»Vi kom ikke i Champions League, vi kom ikke til EM. Sådan er det. Den tid er forbi, og nu må vi se fremad. Hvis vi vinder mesterskabet, kommer vi direkte i Champions League, så det håber jeg selvfølgelig på, ja det vil vel næsten være en lille katastrofe, hvis vi ikke bliver mestre,« siger Grindheim.

Så nordmanden er optimist, formen er god, resultaterne er fornuftige, og livet er godt både på og uden for banen. Det sociale klubliv fungerede med det samme og er nu blevet udbygget med tilgangen af Mustafa Abdellaoue («Jeg er jo nærmest reservefar for Mos. Han tror, jeg ved alt...«), og der er også det fine familieliv med fruen og den lille søn. Og inde på banen har Grindheim oplevet fremgang med trænerskiftet.

»Jeg snakkede meget med CV inden jeg skiftede til FCK, for det var ham, der hentede mig, så jeg kendte ham, og jeg vidste, hvad han stod for, og han har også en meget positiv trænerstil. Det kan man også se i de første par kampe. Det er gået lidt op og ned, men jeg føler, at vi er på rette spor igen efter at have spillet skidedårligt i de sidste kampe i efteråret, hvor vi skabte meget få chancer og hvor vi ikke havde ro på bolden. Det er på vej nu,« siger Christian Grindheim med masser af håb for det nye år.