HB Køge efter Rochester-salg: Uvis fremtid for Stückler
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

HB Køge efter Rochester-salg: Uvis fremtid for Stückler

Marc Rochester Sørensen er snart fortid i HB Køge. Om Daniel Stückler bliver en langsigtet afløser er uvist - den tidligere Brøndby-spiller har haft det svært.

HB Køge har onsdag solgt klubbens topscorer, Marc Rochester Sørensen, til Silkeborg IF et år før, at angriberen havde kontraktudløb i fusionsklubben. HB Køge har haft mere end svært ved at lave mål i 1. division i denne sæson, men for Marc Rochester Sørensen er det altså gået udmærket. Syv mål i 24 kampe står han noteret for.

Men til sommer forlader han altså klubben til fordel for Silkeborg IF.

- Det bliver selvfølgelig svært at sige farvel til Marc, for vi er som en lille familie her i HB Køge. Men vi har haft ham i mange år, og vi vidste godt, hvor det bar hen ad. Jeg synes, det her er en rigtig god case for klubben. Det var svært at få ham til klubben, da vi hentede ham tilbage, men vi fik ham overtalt, selv om Marc havde ambitioner om at blive i Superligaen, siger HB Køges sportsdirektør, Per Rud, til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Da vi forlængede kontrakten, var alle parter enige om, at det var med henblik på et salg, og det er så det, der nu er sket. Det har været helt efter planen, og Marc har været en medspiller hele vejen. 

- Det var bedre, det skete nu end sidst i transfervinduet. Der var også interesse for ham til sidst i januars transfervindue, men det her passer os langt bedre. Nu har vi god tid til at få en ny mand ind, og den proces er da også godt i gang.

HB Køge råder i forvejen over angriberen Daniel Stückler, der kom til klubben på en seks måneder lang aftale fra Brøndby IF i vinterpausen. Om han bliver en langsigtet angrebsløsning i HB Køge er dog tvivlsomt. Den 20-årige angriber har haft det svært i foråret, og han jagter stadig sit første mål for klubben.

- Daniel fik i første omgang et halvt år til at vise, at han kunne træde ind i voksenfodbold, og det kræver jo ikke den store research at se, at han ikke har spillet så meget. Han skal steppe op, for overgangen fra ungdoms- til seniorfodbold er svær. Ikke mindst i 1. division, hvor der spilles meget fysisk, siger Per Rud og tilføjer:

- Vi vidste godt, at det her kunne blive tilfældet. På seniorniveau har Daniel ikke præsteret meget mere end et par indskiftninger for Brøndby, så derfor ville vi som klub se, om han har, hvad der skal til for at blive stamspiller. Men han har ikke spillet så meget.

Havde du håbet på mere fra Daniel Stückler?

- Jeg håber altid, at de spillere, vi henter, kan gå ind og være en profil for dag ét. Realistisk ved jeg dog også godt, at det tager mere end seks måneder at bide sig fast – især for en helt ung spiller som Daniel. 

Forventer du, at I forlænger samarbejdet med Stückler?

- Det er fuldstændig uafklaret, hvad der skal se. Det skal vi sætte os ned og have en snak om, og der er jo også to parter, der skal være tilfredse, slutter Per Rud.