Video : Tipsbladet
Superliga

Hjörtur Hermannsson-agent: Havde håbet på mere spilletid

Hjörtur Hermannsson slider med spilletiden i Brøndby IF, men et klubskifte er ikke umiddelbart på trapperne, lyder det fra agenten.

Benedikt Röcker, Joel Kabongo, Paulus Arajuuri og Hjörtur Hermannsson skal kæmpe om to pladser i Brøndbys centrale forsvar, og i denne sæson er det oftest sidstnævnte, der er endt med sorteper i hånden.

Hjörtur Hermannsson, der forlængede sin kontrakt med Brøndby IF i sommer, har blot været på banen i otte af 17 Superliga-kampe og kun seks af dem fra start. I sidste sæson var det også ind og ud for islændingen, der spillede 23 ligakampe. 

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi havde håbet, at Hjörtur havde fået mere spilletid, end tilfældet har været i denne sæson, men der er mange midtstoppere i Brøndbys trup, og jeg synes også, der måske er for mange. Brøndby har en bredde i truppen, som på mange måder er skabt til også at have kampe i Europa, men det er jo desværre ikke tilfældet, siger Olafur Gardarsson, der er agent for Hjörtur Hermansson, til tipsbladet.dk og fastslår, at han ikke vil ind på, hvor skuffet Brøndby-spilleren er over den manglende spilletid:

- Det er noget, jeg snakker med klubben om. Det har jeg ikke tænkt mig at fortælle medierne om.

Tilbage i august kunne tipsbladet.dk fortælle, at den russiske klub  FC Akhmat Grozny fik et bud på Hjörtur Hermannsson afvist af Brøndby IF, og afvisningen bundede ikke i det tal, der stod på checken, men i højere grad et manglende ønske fra den islandske midtstopper om at flytte til Rusland. 

Spørgsmålet er, om Brøndby-spilleren har fortrudt det her et par måneder senere?

- Det tror jeg ikke, han har, og hvem ved? Måske dukker der noget nyt op i nærmeste fremtid. Januars transfervindue er lige om hjørnet, så vi må se, hvad der sker, men jeg tror, det mest sandsynlige er, at han bliver i Brøndby i hvert fald frem til sommer. Det skal jeg have en snak med klubben om. Først og fremmest fokuserer Hjörtur på at spille lidt flere kampe, lyder det fra agenten, der ikke har haft lejlighed til at træffe Brøndbys kommende sportsdirektør Ebbe Sand endnu. 

Hjörtur Hermannsson har kontrakt med Brøndby IF frem til sommeren 2021.