Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-profil: Vi har tre revancher til gode mod AGF

Selv om der ikke er det store på spil i aften, så er Hobro-spillerne ifølge Rasmus Minor opsatte på at vinde over AGF. De har nemlig tabt de tre hidtidige opgør i sæsonen.

Der er ingen hold, som Hobro IK har klaret sig lige så dårligt mod i denne sæson som mod AGF. Holdene har mødt hinanden tre gange, og hver gang har AGF vundet.

Bevares, Hobro har også tabt to gange til Brøndby IF og FC Midtjylland, men der er netop kun tale om to opgør mod topholdene, mens AGF altså har taget ni point mod himmerlændingene. Det skal helst ikke blive til 12.

For det har de muligheden for i aften, når AGF får besøg af Hobro, og holdene mødes for fjerde gang i sæsonen. Og tredje gang i foråret. Gæsterne satser dog på, at fjerde gang blive lykkens gang.

- Vi har et par eller faktisk tre revancher til gode bare fra denne her sæson, hvor vi har haft vores problemer med AGF, så der er noget, vi gerne vil have rettet lidt op på, siger Rasmus Minor Petersen til Nordjyske.

- Og så er det jo også en lille puljefinale, hvor vi kan lægge lidt afstand til AGF. Vi vil rigtigt gerne have førstepladsen i puljen, og det tænker jeg også, at AGF gerne vil, så det bliver forhåbentligt en rigtig fed kamp med god stemning, en masse tilskuere og fed intensitet.

Hobro og AGF deler lige nu førstepladsen i pulje 1 i nedrykningsspillet med 38 point hver. Vinder et af holdene, har det gode chancer for at slutte på førstepladsen i puljen. Det giver retten til at møde nummer to fra den anden pulje, SønderjyskE.

Der er kickoff fra Ceres Park i Århus klokken 19.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.