Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-spiller skadede Robert Skov: Det er jeg rigtig ked af

Hobros Martin Mikkelsen er ked af, at hans tackling på Robert Skov endte med at skade Superligaens topscorer.

Robert Skov skulle efter planen have debuteret for Danmark i torsdagens venskabskamp mod Kosovo, men Superligaens topscorer nåede aldrig at checke ind i landsholdslejren i mandags. Søndag aften blev han nemlig skadet, da FC København rundede Superligaen af med en hjemmekamp mod Hobro. Med ti minutter tilbage blev Skov tacklet hårdt af gæsternes Martin Mikkelsen, og derefter måtte han lade sig udskifte.

FC København-profilen ventes kun at være ude i et par uger, men skadespausen falder altså sammen med landskampene mod Kosovo og Schweiz. To kampe, Åge Hareide havde udtaget Robert Skov til. 

- Jeg er rigtig ked af, at han kom til skade. Lige, da jeg tacklede, tænkte jeg faktisk "fed erobring, nu kører det", men da jeg så den efterfølgende, kunne jeg godt se, at jeg gik for hårdt til den, og at jeg kom for hurtigt ind i den, siger Martin Mikkelsen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Der var absolut ingen onde intentioner fra min side, og jeg blev rigtig glad, da jeg læste, at han snart er klar igen. Jeg er også ked af, at han missede sin debut på landsholdet på grund af min tackling, men jeg er slet ikke i tvivl om, at han nok skal få chancen igen. 

Robert Skovs holdkammerat Peter Ankersen har efterfølgende kaldt tacklingen fra Martin Mikkelsen for "hensynsløs", men den analyse er Hobro-spilleren ikke enig i.

- Jeg synes ikke, den er hensynsløs. Det er ikke sådan, at jeg sætter alt til side og bare hamrer ind i ham med en rigtig benbrækker-tackling, men det var en hård tackling, det var det helt sikkert, siger Mikkelsen.

Hobro-profilen fortæller, at han ikke har talt med Robert Skov efterfølgende, og at han heller ikke føler, det har været nødvendigt. 

- Jeg er som sagt rigtig ked af, at han blev skadet, men - og forstå mig ret - jeg føler ikke, jeg har noget at undskylde. Jeg havde ingen onde hensigter overhovedet, og man kan ikke gå rundt og sige undskyld hver gang, man tackler. Jeg skal heller ikke sige undskyld, fordi det er Robert Skov og en dansk landsholdsspiller. Så skal jeg sige undskyld til alle, og undskyldninger er ikke noget, man skal misbruge. Men som sagt; jeg er meget glad og lettet over, at han snart er klar igen, lyder det fra Martin Mikkelsen.

FC Københavns første kamp efter landskampspausen er hjemme mod Esbjerg, og her er Robert Skov altså en meget tvivlsom deltager.