Horsens-helt: Vil udvikle mig yderligere før skifte
Superliga

Horsens-helt: Vil udvikle mig yderligere før skifte

Bubacarr Sanneh har ikke travlt med at forlade AC Horsens, hvor gårsdagens målscorer ønsker at udvikle sig yderligere.

AC Horsens' Bubacarr Sanneh fik en flot debut i Superligaen søndag, hvor den 21-årige forsvarsspiller bragte oprykkerne på 1-0 mod AaB. Desværre for Sanneh og AC Horsens endte han ikke med at blive matchhvinder, da Markus Holgerssons udlignede til slutresultatet 1-1 til sidst for AaB.

Men scoringen bekræfter igen, at Horsens har en spændende spiller i Sanneh, som blandt andet tidligere er blevet rygtet til Brøndby IF.

Sanneh har dog ikke travlt med at komme væk fra Horsens, fastslår han efter gårsdagens kamp. Han fokuserer på at blive bedre i Horsens.

- Der har tidligere på året været rygter om bl.a. Brøndby, men jeg har ikke talt med andre klubber eller hørt noget konkret. Mit fokus er også kun at vokse sammen med AC Horsens, siger Bubacarr Sanneh til Horsens Folkeblad.

Gambia-spilleren har selv fortalt i et tidligere interview med Tipsbladet, at han drømmer om et skifte til Premier League, Bundesligaen eller Serie A i fremtiden.