Video : Tipsbladet
Superliga

Indgik tre-årig aftale i september: Vejle ophæver med tidligere Spurs-talent

Vejle Boldklub ophæver kontrakten med det tidligere Spurs-talent Nathan Oduwa.

For tre måneder siden underskrev Vejle Boldklub en tre-årig aftale med det tidligere Tottenham-talent Nathan Oduwa, og midtbanespilleren fik tre korte indhop i Superligaen i løbet af efteråret - mere bliver det heller ikke til i den røde trøje for englænderen med de nigerianske rødder.

Vejle Boldklub oplyser mandag eftermiddag, at man har valgt at ophæve kontrakten med Nathan Oduwa, således han har haft sin sidste arbejdsdag i Nørreskoven. 

- Selvom to parter kan have de bedste intentioner forud for en kontraktindgåelse, så kan det være bedste for både spiller og klub, at man prøver noget andet. Vi lavede en aftale med Nathan Oduwa tidligere på efteråret, hvor vi manglede et supplement til vores offensiv, siger teknisk direktør Jacob Krüger til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Nathan har budt sig til med de kompetencer han har, men det blev aldrig et godt match mellem ham og VB. Der er ingen tvivl om, at Nathan med hans ekstreme fart og offensive antrit har færdigheder, der er efterspurgt i moderne fodbold. Det blev et kort ophold i Danmark og Vejle for Nathan, men vi ønsker ham held og lykke i fodboldkarrieren fremover. Med Nathans ophævelse frigiver vi midler til en plads i truppen.

Nathan Oduwa kom til Vejle Boldklub efter senest at have optrådt for NK Olimpija i Slovenien.