• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Sylvester Guldberg Røn

Ingen vinder i medrivende opgør mellem Randers og AaB

Randers FC og AaB spillede søndag eftermiddag 2-2 i opgør, der bød på mange, store chancer og stor intensitet. Oliver Abildgaard sikrede AaB det ene point.

Af Sylvester Guldberg Røn

Randers FC og AaB spillede søndag eftermiddag 2-2 i et særdeles underholdende opgør, hvor begge hold spillede seværdig, offensiv fodbold

Efter 10 minutter kom AaB i front. En fejlaflvering fra Andre Rømer sendte Ochs alene ned mod Patrick Carlgren i Randers-målet. Ochs viste stort overblik og sendte bolden på tværs til Rasmus Thellufsen, der nemt kunne sende AaB i front

Randers ville dog også lege med, og Andre Rømer fik gjort skaden god efter sin fejl på første mål. Rømer prøvede lykken et par meter uden for feltet, og det var en god idé, for afslutningen var særdeles god, og den strøg ind via den ene stolpe. Randers på omgangshøjde igen.

Mål-sangen på BioNutria Park var næsten ikke slut før, at Randers bragte sig foran. Kevin Conboy driblede rundt nær baglinjen, inden han slog et indlæg ind i panden på Saba Lobjanidze, der kunne pande Randers i front, efter blot få minutter før at have været bagud.

Det høje tempo fortsatte resten af første halvleg, men selvom der kom hele fem minutters tillægstid grundet en hovedskade til Jakob Blåbjerg, så blev der ikke scoret mere i første halvleg.

Anden halvleg startede lige så intenst som første halvleg, og der var chancer i begge ender. Lucas Andersen blev sendt på banen til stor jubel for de medrejsende tilhængere, og han startede ud med fine kombinationer med Kasper Kusk, der fandt Rasmus Thellufsen i feltet, der dog headede over mål.

Fem minutter senere var Saba Lobjanidze og Benjamin Stokke tæt på at udbygge føringen. Saba headede på mål bagest i feltet, og det hovedstød kunne Jacob Rinne kun halvklare. Det gav en kæmpe chance på frit mål til Benjamin Stokke, men nordmanden blev presset til at flugte over mål.

AaB fik dog udlignet efter 70 minutters spil. Randers lavede en fejl i opspillet, og så gik det hurtigt den anden vej. Kasper Kusk tog et par fikse driblinger, inden han fandt Oliver Abildgaard på kanten af feltet, der via André Rømer bragte balance i regnskabet.

10 minutter før tid var Randers centimeter fra at tage føringen igen. Efter en hjørnesparkskombination dukkede Kasper Enghardt helt umarkeret op forrest i feltet, men hans forsøg prellede af på stolpen. Et par minutter senere var Emil Riis tæt på.

Begge hold gik efter sejren i de sidste minutter, men der blev ikke scoret yderligere, og derfor måtte den underholdende kamp i Randers ende 2-2. 

Superliga

Optakt: AaB - OB
Optakt: AaB - OB

Begge mandskaber kommer med storsejre i bagagen - hvem trækker det længste strå i Aalborg?

Mere Superliga

Fokus