Johnny Mølby håber på Esbjerg-gensyn
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Johnny Mølby håber på Esbjerg-gensyn

Johnny Mølby nåede kun at være i Esbjerg fB i kort tid, men han håber, at han én dag vender tilbage til vestkysten.

Den 25. juni ansatte Esbjerg fB Johnny Mølby som assisterende træner for John Lammers - under et halvt år senere er den tidligere Superliga-cheftræner ude af vagten igen.

I weekenden kom det således frem, at Johnny Mølby rykker teltpælene til Belgien, hvor han skal assistere landsmanden Jess Thorup på trænerbænken i KAA Gent, og dermed er han altså allerede fortid på vestkysten.

Johnny Mølby og Esbjerg fB havde papir på hinanden for resten af indeværende sæson, men vestjyderne stillede sig altså ikke i vejen, da en større mulighed bød sig for Mølby, og det er han sin nu tidligere arbejdsgiver meget taknemmelig for.

- Det er med blandede følelser, at jeg forlader Esbjerg, og jeg har været ekstremt glad for at være i klubben i den korte tid, det blev. Jeg fik en chance, som man måske kun får én gang i livet, og ligesom jeg var ambitiøs som spiller, er jeg ambitiøs som træner, og det havde Esbjerg forståelse for, siger Johnny Mølby til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Som jeg har sagt til dem, så håber jeg, at vi siger på gensyn til hinanden og ikke farvel. Esbjerg er helt klart en klub, jeg kan se mig selv i på et andet tidspunkt.  

Esbjerg fB har endnu ikke udpeget en afløser for Johnny Mølby.