Video : Tipsbladet
Superliga

Jonas Bager er Årets Spiller i Randers FC: Troede, Saba ville vinde prisen

Efter et stærkt efterår er Jonas Bager blevet kåret til Årets Spiller i Randers FC. Han havde egentlig troet, at Saba Lobjanidze ville tage prisen, men er glad for at få den.

Man kan vist roligt sige, at Jonas Bagers forår var rodet. Han spillede cirka hver anden kamp, nogle gange som indskifter, og han nåede både at være midtstopper, højre back og sågar venstre back.

Bager var ham, der fyldte hullerne efter de andre. En plan B.

Til gengæld har han været evigt tilstedeværende i efteråret. Han har spillet samtlige minutter bortset fra den ene kamp, han missede med karantæne, og han har om nogen været en af Thomas Thomasbergs tro væbnere. Det er nu blevet belønnet med prisen som Årets Spiller i Randers FC.

Til stor overraskelse for ham selv.

- Jeg må ærlig indrømme, at jeg troede Saba (Lobjanidze, red.) ville vinde prisen. Hvis jeg kigger på hele kalenderåret, var der andre i spil, men de må have syntes, at mine præstationer i efteråret har været gode nok til at vinde prisen. Jeg er overrasket, men samtidigt ved jeg også, hvor godt Saba har spillet, så det gør det bare endnu federe, siger Jonas Bager ifølge Randers Amtsavis.

Det er Frejas Fodboldvenner, der uddeler prisen, som Kasper Enghardt vandt for et år siden. Han, Bager og resten af Randers-holdet har en enkelt kamp tilbage i 2018: På lørdag kommer Vejle Boldklub på besøg.