Video : Tipsbladet
Superliga

Kaptajn Stage efter sejr: Vi er farligere end dem

AGF-anfører Jens Stage er stolt af præstationen mod AaB, og han mener, at AGF kan score endnu flere mål i returopgøret.

AGF tog sjette sejr på stribe, da de søndag eftermiddag tog en 1-0 sejr på udebane over AaB. Det giver dermed aarhusianerne et glimrende udgangspunkt inden de på søndag mødes i returopgøret i de europæiske playoff-kampe. 

Jens Stage, der bærer anførerbindet for AGF i fraværet af Niklas Backman, er tilfreds med udesejren, som betyder meget mere end som så.

- Det er ikke et perfekt udgangspunkt, men det er et godt udgangspunkt. Det vigtige er, at vi holder stimen og selvtilliden ved lige. Vi er generelt farligere, end de er. Vi er giftige på vores kontraangreb, og hvis den sidste aflevering kommer til at sidde der, så vinder vi meget større på søndag, sagde Jens Stage efter kampen til TV3 MAX. 

Ifølge Jens Stage er der en helt særlig grund til, at det er blevet til seks sejre i træk. 

- Sammenholdet er det vigtigste. Vi står så tæt sammen. I dag hjælper Juelsgård for eksempel mig ved at tackle mig ind i en modstander, siger Jens Stage med et glimt i øjet. 

Returopgøret på Ceres Park venter om en uge.