Video : Tipsbladet
Superliga

Kasper Lorentzen vender tilbage til Brøndby: Bliver ungdomstræner

Kasper Lorentzen skal fremover være assistent på Brøndby IF's U15-hold.

Fra 2004 til 2009 nåede han 129 kampe for Brøndby IF, og nu er Kasper Lorentzen vendt tilbage til Superliga-klubben.

Fremover skal den tidligere Brøndby-spiller nemlig være assistenttræner for klubbens U15-mandskab. Det skriver 3point.dk.

Kasper Lorentzen vil udnytte muligheden til at lære af U15-holdets cheftræner, Sune Lærkedahl.

- Jeg skal lære af dem, der har været i gamet længe. Så jeg hjælper til hos Sune, og det er sindssygt spændende. Jeg har selv været her i klubben som U15-spiller. Det er en blandet gruppe drenge med forskellige kompetencer og der er mange dygtige spillere, siger Kasper Lorentzen til 3point.dk.

Kasper Lorentzen forlod i 2009 Brøndby IF til fordel for Randers FC og sluttede karrieren med et par år hos FC Nordsjælland. I 2015 indstillede han sin aktive karriere som følge af flere skader.

Siden karrierestoppet har Kasper Lorentzen blandt andet været kommentator på TV2.