Video : Tipsbladet
Superliga

Kvist føler sig klar: Tykke Bjelland har løbet ind i mig et par gange

William Kvist melder sig klar til at spille ovenpå den skade, han pådrog sig til VM - og 14 dages ferie. Han er allerede blevet testet af Andreas Bjelland.

Som bekendt pådrog William Kvist sig et brækket ribben og en punkteret lunge i Danmarks første VM-kamp mod Peru, men efter at have været hjemme i Danmark, vendte midtbanespilleren tilbage til Rusland – dog uden at komme i kamp igen.

Efter VM-slutrunden har han holdt en kort ferie, og i den seneste uge har han været med på træningsbanen hos FC København, og her er han nu klar til at komme i aktion for den danske storklub.

- Tykke Bjelland har jo løbet ind i mig et par gange til træning – og det er hårdt med den vægt, han har – og det registrerer jeg ikke. Og der er heller ikke nogen reaktioner efter træning, så jeg føler mig fit for fight, siger William Kvist til FC Københavns hjemmeside.

Kampformen er naturligvis ikke helt på plads for den rutinerede midtbanespiller, men han føler sig alligevel klar til at spille mandagens Superliga-kamp mod Hobro, hvis Ståle Solbakken får brug for ham.

- Umiddelbart behøver jeg ikke spille med nogen form for skinne, og jeg ser ikke noget problem med for eksempel at skulle spille mandag mod Hobro. Men det er jo klart, at efter et langt VM og 14 dages ferie, så tager det lidt tid at komme i gang igen.

- Men jeg føler mig godt tilpas og har også trænet fint i ferien som sædvanligt. Og skaden fra VM holder mig i hvert ikke tilbage. Det handler sådan set bare om at komme i fodboldform igen, lyder det fra den 33-årige FC København-spiller.