Lammers før Vendsyssel: Kampen bliver ikke som i 1. division
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Lammers før Vendsyssel: Kampen bliver ikke som i 1. division

EfB-træner John Lammers vil starte godt ud i Superligaen på hjemmebane, når Vendsyssel kommer på besøg lørdag eftermiddag.

Der er lagt op til en vaskeægte oprykkerdyst, når Esbjerg og Vendsyssel mødes i Superligaen lørdag i det sydvestjyske. Her er det en kamp, hvor EfB-træner John Lammers kender meget godt til modstanderen.

Det fortæller han i et interview på EfB's officielle hjemmeside.

Her peger han på, at han ikke forventer en målrig kamp, som tilfældet har været i de seneste tre møder med nordjyderne, hvor der blev scoret fire, fem og seks gange.

- Vi kender Vendsyssel rigtig godt fra 1. divisionen, men det her bliver et helt anderledes opgør. De har lavet flere ændringer, vi spiller Superliga nu og det er 2. runde samtidig med, at de kommer med en sejr i deres første kamp, siger Lammers og fortsætter: 

- Der blev scoret rigtig mange mål i vores indbyrdes kampe, men det tror jeg ikke bliver tilfældet i morgen. Vi vil forsøge at præge kampen og spille god fodbold, og så håber vi, at vi kan stå med alle tre point til slut og dermed starte godt på hjemmebane, fortæller cheftræneren.

Endelig slår han fast, at han håber på masser af støtte fra fansene, der tidligere har vist sig som en 12. mand, lyder det fra Lammers.

Kampen mellem EfB og Vendsyssel spilles lørdag klokken 16, og den sendes direkte på TV3 Max.