Video : Tipsbladet
Superliga

Lettede SønderjyskE-spillere: Det har været nogle lange nætter

SønderjyskE har reddet sig endnu en sæson i Superligaen, og det vækker stor glæde hos Stefan Gartenmann og Johan Absalonsen.

SønderjyskE er klar til endnu en omgang Superliga i den kommende sæson. Det står klart efter at holdet søndag eftermiddag sikrede sig 2. pladsen i Gruppespillets Pulje 1 med 4-1 over Vejle, mens AC Horsens tabte til AGF.

Og det har været nogle svære uger for SønderjyskE. Det erkender en af holdets slidere og en af søndagens målscorere Stefan Gartenmann:

- Det er klart, at der har været mange nerver på, mens vi har kæmpet for det. Der har da også været nogle nætter, hvor man ikke har sovet så meget, så det er en stor forløsning at stå her nu, siger Stefan Gartenmann til tipsbladet.dk.

Han mener nu, at der er mere i vente fra holdet i den kommende sæson:

- Vi har kun set en meget lille del af det, Glen har at give til holdet. Det kan vi forhåbentlig bygge videre på - Allerede i de kommende kampe, hvor vi kan spille langt mere frit, understreger SønderjyskE-backen.

En anden der havde brede smil efter Vejle-kampen var den rutinerede SønderjyskE-ræv Johan Absalonsen:

- Det er en kæmpe forløsning. Det har da ikke været nogle sjove kampe, når man kæmper for overlevelse, og det bliver lidt mere låst frem for det gode fodboldspil. Det betyder også meget, at vi formår at gøre vores arbejde færdigt selv, siger Johan Absalonsen til tipsbladet.dk.

SønderjyskE-mandskabet kom ellers bagud i hjemmekampen mod Vejle søndag, men netop Johan Absalonsen fik udlignet på straffespark kort før pausen:

- Det bliver jo helt kampafgørende. Vi kan ogå godt se, at Vejle ikke for alvor har mere i 2. halvleg. De skal spille i undertal, og de har ikke så meget, de kan nå. Det kommer det hele til at bære lidt præg af, mener Absalonsen.

SønderjyskE skal nu spille to kampe mod Randers FC i kampen for et muligt europæisk eventyr.