Lyngby henter sejren efter dumt Silkeborg-straffespark
Foto: Getty Images
Superliga

Lyngby henter sejren efter dumt Silkeborg-straffespark

Det lignede en deler for Lyngby og Silkeborg, indtil Jens Martin Gammelby lavede et utroligt klodset straffespark.

Lyngby spillede i midtugen Europa League-kvalifikation for første gang i mange år, men trods en lang tur til og fra Slovakiet, så var det alligevel et hold, som virkede til at være i overskud i kampen mod Silkeborg søndag eftermiddag.

Her blev det til en 2-1-sejr i en kamp, hvor de dog skulle have lidt medvind og en Silkeborg-dumhed til at vinde. Men den slags tæller jo som bekendt også.

I første halvleg kom Lyngby også planmæssigt foran i en kamp mod et usikkert Silkeborg-forsvar, der måtte undvære Simon Jakobsen i dagens opgør pga en skade. Målscorer var norske Kristoffer Larsen, der meget elegant kunne lægge bolden i nettet bag Thomas Nørgaard i SIF-målet.

Chancer var der derefter en del af i begge ender, men det var først midt i anden halvleg, at der blev scoret igen. Det var Silkeborgs højreback Jens Martin Gammelby, der havde sneget sig ind i feltet. Og helt uden at tøve kunne han lægge bolden i mål.

Det kunne have givet Jens Martin Gammelby en helterolle i kampen, men den smed ham væk fra sig ti minutter efter, da han lavede straffespark. Et straffespark, som David Boysen sikkert omsatte til mål.

Dermed er Lyngby sendt godt afsted i denne sæson, hvor de skal ud og forsvare sidste sæsons bronzemedaljer.