Lyngby-profil om klubbens fremtid: Håber, de har mere styr på det end os
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Lyngby-profil om klubbens fremtid: Håber, de har mere styr på det end os

Hellerup Finans har ikke længere Lyngby Boldklub til salg, men Michael Lumb tror og håber, at ledelsen har mere fod på situationen end spillerne. De ved ikke særlig meget, men prøver at holde spekulationerne ude.

I ni måneder har Lyngby Boldklub været til salg, da ejerne, Hellerup Finans, har forsøgt at skille sig af med klubben. Det har angiveligt været endog meget tæt på, men nu tyder det på, at Superliga-klubben bliver, hvor den er, hvad angår ejerforhold.

Forleden gjorde Hellerup Finans' ejer og Lyngby BK's formand, Torben Jensen, det klart, at klubben ikke længere er til salg. Han ville i pågældende interview med Børsen ikke kommentere det yderligere og har også over for tipsbladet.dk afvist at sige mere. 

Vi ved således ikke, om beslutningen skyldes, at Hellerup Finans ikke har kunnet finde nogen købere, eller at investeringsselskabet har vurderet, at der måske er penge at hente i Lyngby BK alligevel. Michael Lumb ser glasset som halvt fyldt og tror på det sidste.

- Vi må se på det, som at vi har gjort det godt, siden Hellerup Finans har valgt at fjerne os fra salgslisten. Vi spillere er nødt til at præstere inde på banen, og det har vi har også gjort i lang tid. Overordnet set har vi gjort det i to år i træk. Vi har gjort det fantastisk, så det har nok også fået Hellerup Finans til at åbne øjnene og se, at vi kan skaffe penge ind, siger backen til tipsbladet.dk.

Så du tolker det som et udtryk for, at I er attraktive, snarere end at de ikke kunne finde nogen at sælge jer til?

- Det skal jeg ikke kunne svare på. Det har vi ikke hørt nok om det til. Men jeg håber da, at det er, fordi vi har gjort det godt. At de ser det som en attraktiv klub.

Kan man som spiller godt lukke det helt ude, når der er den her usikkerhed omkring ens arbejdsplads' fremtid?

- Narj, selvfølgelig har det fyldt lidt i krogene. Men vores opgave er at præstere på banen, og så har vi dygtige folk til at arbejde med det finansielle. Vi har udfyldt vores opgave i lang tid, så vi kan hverken gøre til eller fra. Jeg går ud fra, at de har mere styr på det end os. Det håber jeg da i hvert fald, siger Lumb med et grin. 

Hellerup Finans skød i løbet af foråret over 13 millioner kroner i Lyngby Boldklub, som kom fra lånte penge. Hvornår de lån skal indfris, vides ikke. 

Lyngby er i øjeblikket inde i en svær sportslig periode med fem nederlag på stribe. Lørdag møder Lumb og co. SønderjyskE.