Målmandsrokade på vej i Esbjerg: Dubravka ville væk i sommer
Superliga

Målmandsrokade på vej i Esbjerg: Dubravka ville væk i sommer

Esbjerg fB henter muligvis Jeppe Højbjerg tilbage til klubben for at afløse Martin Dubravka.

Esbjerg fB har netop skiftet træner igen, så Jonas Dal fremover står i spidsen for holdet, men endnu en ændring kan være undervejs. En målmandsrokade kan således være under opsejling i klubben. Det skriver Vejle Amts Folkeblad. 

Esbjerg fB pønser ifølge avisen på at hente U/21-landsholdsmålmanden Jeppe Højbjerg tilbage til klubben for at afløse Martin Dubravka, der er på vej væk. Højbjerg er lejet ud fra Esbjerg til Fredericia frem til årsskiftet, hvor han meget vel kan returnere til den vestjyske klub. 

Målmandsrokaden i Esbjerg er kommet på tale, fordi Martin Dubravka har udtrykt ønske om at forlade klubben. Niels Erik Søndergaard bekræfter over for Vejle Amts Folkeblad, at slovakken ville væk i sommer.

-Allerede i sommer ville Martin gerne videre til en større klub. Men vi slap ham ikke af to årsager: Vi ville ikke skifte for meget ud i truppen, og vi følte ikke, at Jeppe var helt klar til at tage skridtet op, siger Niels Erik Søndergaard til avisen.

Hvis Jeppe Højbjerg kommer tilbage til Esbjerg, bliver det for at være førstemålmand. Klubben garanterer således, at Højbjerg ikke skal tilbage til Esbjerg for at sidde på bænken.

- Det kommer ikke til at ske. Jeppe er inde i en god periode nu, og vi ønsker ikke at ødelægge hans selvtillid ved at sætte ham på bænken. Han skal spille. Men timingen skal være i orden, siger Niels Erik Søndergaard. 

Martin Dubravka har kontraktudløb i sommeren 2017. Esbjerg meddeler, at man vil tage en beslutning om Jeppe Højbjergs fremtid inden for de næste fire uger.