EfB bekræfter: Jonas Dal ny træner fra næste sæson
Foto: Dannie Rosenkrantz - Hobro IK
Superliga

EfB bekræfter: Jonas Dal ny træner fra næste sæson

Esbjerg ansætter Jonas Dal som ny træner fra sommeren 2016.

Esbjerg fB bekræfter nu, at Jonas Dal skal være klubbens kommende træner. 

Den nuværende Hobro-træner tiltræder først i klubben efter denne sæson, i sommeren 2016. Indtil da er Michael 'Mex' Pedersen cheftræner i klubben. 

Jonas Dals kontrakt bliver i første omgang på halvandet år frem til udgangen af 2017. Herefter overgår han til at være ansat på en funktionæraftale. 

I Esbjerg glæder man sig over aftalen med Jonas Dal.

- Vi får fra næste sommer en træner, som i sit tidligere virke har vist, at han med stærke kollektive værdier og hårdt arbejde formår at skabe gode resultater. Jonas Dal har endvidere i sit mangeårige virke i FC Midtjyllands talentsektor et dybtgående kendskab til at udvikle unge spillere til et højt niveau, og han vil dermed kunne understøtte et helt afgørende element i EfB’s strategi, siger direktør  Søren Poulsen til efb.dk.
 
- Jeg er overbevist, at vi i EfB vil få glæde af Jonas Dals måde at gribe trænergerningen an på og hans evne til at få det optimale ud af en spillertrup. Begge parter ønskede, at samarbejdet kunne blive en realitet fra nytår, men det har desværre ikke kunnet lade sig gøre. Indtil Jonas tiltræder, har vi fuld tillid til, at vores nuværende trænerteam kan løse opgaven, tilføjer Søren Poulsen.
 
Det er endnu ikke blevet meldt ud, hvem der skal overtage trænerposten i Hobro efter Jonas Dal.