Månedens Hold i Superligaen - august
Foto: Christian Sølbeck/POLFOTO
Superliga

Månedens Hold i Superligaen - august

Endnu en måned er forbi, og tipsbladet.dk er klar med Månedens Hold for august.

August måned er i Superliga-sammenhæng et overstået kapitel, og derfor er det tid til at sætte Månedens Hold i Superligaen. 

Der blev spillet fire spillerunder i Superligaen i august, hvor særligt AaB, Randers og Brøndby markerede sig som de hold, der samlede flest point. Også Viborg gjorde det godt med en iøjnefaldende sejr over Silkeborg, mens FC København som et af fire hold gik ubesejret gennem august - dog kun med én sejr i bagaen. 

Det er derfor spillere fra de fem ovennævnte klubber, der er udvalgt til Månedens Hold i Superligaen. 

Her er Månedens Hold i Superligaen:

Målmand: Hannes Halldórsson, Randers FC
Islændingen har kun lukket ét mål ind i fire kampe for Randers i august, og han har generelt vist stor sikkerhed. 

Højre back: Peter Ankersen, FC København
Leverede fin assist i derbyet mod Brøndby og har i det hele taget vist den klasse, der gjorde ham til en stor profil i Superligaen, da han spillede i Esbjerg. Er atter landsholdsaktuel efter en fin måned for det danske mesterhold. 

Central forsvarer: Markus Holgersson, AaB
Svenskeren har taget styringen i AaB-forsvaret fra dag ét, hvor han har leveret flere overbevisende aktioner. Det blev også til et mål i august, og Holgersson har stor ære i AaB's placering som nummer tre i Superlgiaen

Central forsvarer: Mads Fenger, Randers FC
Det har været en god måned for Randers FC, der har spillet sig op i toppen af Superligaen. En af årsagerne til dette er en solid defensiv, hvor Mads Fenger er den store profil. Stærk måned af stopperen.

Venstre back: Jonas Thorsen, Viborg FF
Jonas Thorsen er en rigtig fin back, der har gjort det godt for Viborg gennem længere tid. Også i denne måned, hvor han har leveret en fin indsats defensivt og offensivt. 

Højre midtbane: Mikkel Kallesøe, Randers FC
Med to mål har Mikkel Kallesøe markeret sig som en vigtig spiller for Randers i denne sæson. Det 19-årige midtbanetalent har fået en fremragende start på sæsonen og ligner en kommende profil for Randers FC.

Central midtbane: Andrew Hjulsager, Brøndby IF
Sikke en måned for unge Hjulsager. Midtbanespilleren har scoret tre mål i august og i det hele taget været strående for Brøndby - særligt i 7-0-sejren over AGF. En scoring mod FC København i derbyet giver også plusser ud for Hjulsagers navn. 

Central midtbane: Lebogang Phiri, Brøndby IF
Sydafrikaneren har udviklet sig til at være en profil i Superligaen, og august har budt på flere gode kampe fra Phiri. Hans kontrakt er endnu ikke forlænget, så fremtiden er åben for midtbanemanden. 

Venstre midtbane: Marko Meillinger, AaB
Østrigeren har været en gevinst for AaB i denne sæson, hvor han har haft mange gode offensive aktioner. Mål er det også blevet til, så Meillinger kan allerede betegenes som en succes i Nordjylland. 

Angriber: Teemu Pukki, Brøndby IF
Den finske angriber har sat sig på tropscorertronen i Superligaen med otte mål indtil videre - seks af dem er scoret i august. Kan Pukki fortsætte de gode takter, kan det blive svært for Brøndby at holde på finnen. 

Angriber: Christian Bassogog, AaB
I visse Aalborg-kredse bruger man hashtagget #merebass om Christian Bassogog, og det må vi sige, at nordjyderne har fået. Bassogog har været fremragende i august for AaB, hvor han blandt andet har scoret to mål.