Når OB møder FC Nordsjælland mandag aften i Farum, bliver det med førstemålmanden Mads Toppel tilbage i startopstillingen. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Toppel har siddet ude i de seneste par uger med en skade, men nu er keeperen klar igen og forventes at være med fra start, når fynboerne møder FC Nordsjælland på udebane.
I Toppels fravær har Emil Ousager vogtet målet i OB, men det har ikke været nogen succes. Ousagers tre kampe i OB-målet har således givet et 2-3-nederlag til FC Midtjylland, en 1-1-kamp mod SønderjyskE samt et 0-1-nederlag til Brønshøj i pokalturneringen.
OB's startopstilling kommer formentlig til at se således ud: Toppel – Ruud, Nielsen, Larsen, Kirkeskov – Desler, Spelmann, Busuladzic, E. Larsen – Kryger, Mikkelsen.
Dermed tyder det på, at Lasse Kryger kommer til at danne angrebsduo med Thomas Mikkelsen, mens georgieren Vladimir Dvalishvili sandsynligvis starter på bænken.