Video : Tipsbladet
Superliga

Michelsen savner VAR: Han stod jo nærmest inde i nettet

OB tabte fredag med 0-2 mod FC Nordsjælland, og efter kampen slog Jakob Michelsen fast, at han godt kunne have brugt VAR i opgøret.

Fredag blev det til et nederlag på 0-2 for Odense Boldklub, da de var på besøg i Farum i Superliga-opgøret mod FC Nordsjælland. Her var det et opgør, hvor OB-cheftræner Jakob Michelsen gerne ville have spolet frem til næste sæson, hvor VAR bliver taget i brug i den bedste danske række.

Det gør han klart i et interview med Ekstra Bladet, hvor han påpeger, at holdet blev snydt for et mål.

Undervejs i kampen var der en situation, hvor FCN's norske forsvarer Ulrik Yttergård Jensen reddede bolden omkring målstregen, hvor Jakob Michelsen havde svært ved at forstå dommer Mikkel Redders valg. 

- Yttergård står nærmest inde i nettet, og jeg er overbevist om, at der er mål.  Men det er en del af spillet, og man siger, at det udligner sig over en sæson - så det glæder vi os til, siger Jakob Michelsen, som tilføjer, at han derfor ligeledes glæder sig til at VAR kommer i næste sæson.

Endvidere mener han, at der nok også var blevet dømt et par straffespark foruden scoringen, som ikke blev anerkendt. Dog slår OB-chefen fast, at han ikke ville give dommeren skylden for nederlaget, da OB'erne selv kunne have sparket bolden i mål.

Efter nederlaget er OB på femtepladsen i Superligaen efter tre nederlag og tre sejre i de første seks runder.