Video : Tipsbladet
Superliga

Ny AGF’er: Jeg var ikke i tvivl

Nicklas Helenius havde slet ingen tøven, da AGF først meldte sig på banen.

Efter to år i Ådalen går turen i dag videre fra OB til AGF for Nicklas Helenius. Den lange angriber er nemlig blevet hentet af AGF på en treårig aftale.

Helenius skal nu til sin fjerde klub i Superligaen, og det var overhovedet ikke en svær beslutning at skulle trække den hvide trøje over hovedet. Han mener nemlig, at han kommer til en stor klub.

- Da jeg først hørte om AGF's interesse, var jeg slet ikke i tvivl om, at det ville jeg rigtig gerne. Det er en kæmpe klub, og det har altid været fedt at spille i Ceres Park som modstander. Det glæder jeg mig til nu at gøre som AGF'er, siger Nicklas Helenius til klubbens hjemmeside.

Sportschef Peter Christiansen har lagt vægt på, at Helenius komplementerer Patrick Mortensen og Alexander Ammitzbøll i angrebet, og den analyse er den nye AGF-frontmand enig i.

- Jeg er en rutineret spiller efterhånden, og jeg ser frem til at bidrage med min erfaring og kompetencer i truppen, hvor der er to dygtige angribere i forvejen med hver deres kompetencer, som jeg supplerer godt. Og over hele linjen har AGF et godt hold, og jeg glæder mig til at blive en del af truppen, siger Nicklas Helenius.

Nicklas Helenius har første dag med AGF i morgen.