Video : Tipsbladet
Superliga

OB-anfører "hjalp" Robert Skov i gang: Han er uhyggelig på frispark

Kaptajn Janus Drachmann begik det frispark, Robert Skov sikkert sparkede i kassen. OB'eren ærgrer sig over præstationen, men letter samtidig på hatten for FCK-profilen.

Det kunne næsten ikke have været være værre for OB-anfører Janus Drachmann.

Ikke nok med at han sammen med sit OB-mandskab blev blæst ud af Telia Parken og tabte med 1-6, han begik også det frispark, der førte til målet til 3-0, og det selvsamme frispark fik han gult kort for, så han ikke er med i næste wekened til årets første hjemmekamp, hvor OB samtidig også skal rejse sig efter det skuffende nederlag.

Noget, den tidligere FCM-, SønderjyskE- og Horsens-spiller ærgrede sig voldsomt over efterfølgende.

- Det er sindssygt frustrerende. Super irriterende. Men det er der ikke noget at gøre ved nu - jeg ved, vi har fuldgode erstatninger, der kan klare opgaven. Det bliver et helt andet udtryk - man kommer til at se et helt andet OB-hold på søndag, siger Janus Drachmann.

Midtbanespilleren, der blev udskiftet i anden halvleg, havde sine bange anelser, da han begik et frispark på Rasmus Falk, som Robert Skov altså sparkede i kassen i første halvleg Det var Skovs sjette scoring direkte på frispark - senere lavede han også nummer syv.

- Det er bare sådan, flowet i kampen går (at man laver et frispark, red.). Det er det, der sker på banen. Når FCK har så stort et tryk, og der er mange, der sværmer om feltet, er det svært at stoppe. Og så må man bare sige, at han er uhyggelig på frispark. Det er sindssygt irriterende, siger Janus Drachmann, der forklarer, at OB havde håbet på ikke at give Superliga-topscoreren chancen for at komme på måltavlen:

- Vi havde talt om ikke at give dumme dødbolde omkring feltet, men det er nogle gange lidt nemmere sagt end gjort. Det er sindssygt frustrerende.

Som man også kan fornemme på OB-kaptajnens udtalelser, er det en skuffet mand, der bestemt havde håbet på mere i første forårskamp.

- Det var forfærdeligt. En kæmpe mavepuster. Det var ikke noget, vi havde håber og forventet. Vi vidste godt, det ville blive svært, men her efter kampen er jeg både personligt og holdmæssigt skuffet over, at vi ikke leverede noget mere og ikke turde vise, hvem vi er. For det gjorde vi ikke, siger han.

Med nederlaget ligger OB nu nummer ni i Superligaen - bare et enkelt point efter AaB, der ligger nummer seks. Den lille trumf, OB havde, er dog væk, da den gode målscore er blevet smadret af nederlaget på fem mål.

OB's næste opgave er Vejle på hjemmebane.