Video : Tipsbladet
Superliga

OB-chef efter bøde: Vi accepterer den

OB tager bøden på 25.000 kroner for fansenes homofobiske ytringer til efterretning men er ikke overrasket over sanktionen.

Fodboldens Disciplinærinstans har tidligere fredag idømt OB en bøde på 25.000 kroner som følge af de homofobiske tilråb, der i søndagens hjemmekamp kom fra OB's fantribune med retning mod FCK-profilen Viktor Fischer. 

Sagen har siden trukket massiv fokus og blandt andet udmøntet sig i, at der i den kommende Superliga-runde vil blive lavet et fælles statement mod homofobi fra samtlige 14 Superliga-klubber. 

I OB accepterer man sanktionen.

- Vi har modtaget bøden fra DBU, vi accepterer den fuldt ud og tager den til efterretning.

- Vi er sådan set ikke overraskede over den. Det lå i kortene, at vi skulle have en bøde, og den har vi nu fået. Allerede efter kampen tog vi stærkt afstand fra tilråbene mod Fischer og har gjort det hele ugen. Men vi vidste godt, der var en sag på vej, siger OB-pressechef Thomas Bansø til jp.dk.

OB har i den redegørelse, der fulgte med i disciplinærinstansens overvejelser for dommen slået fast, at man tager kraftig afstand fra de homofobiske ytringer fra fodboldfans og at man fremadrettet vil have ekstra fokus på fansene opførsel ved hjemme- og udekampe. 

Oven på bødestraffen slår pressechefen også fast, at man igen tager afstand fra ytringerne men slår fast, at det i det aktuelle tilfælde drejede sig om et fåtal af fans, der deltog i gerningen.