Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro før OB: Vi har vores hemmeligheder

Hobro IK vil fortsætte den gode sæsonstart, når OB fredag aften gæster DS Arena.

Hobro har kun vundet en kamp i denne sæson i Superligaen, men det er omvendt også kun blevet til et nederlag i de første seks kampe.

Resten af kampene er endt uafgjort for Hobro, der har vist sig svære at bryde ned defensivt.

OB skal fredag aften en tur til Hobro og kommer uden en eneste uafgjort kamp i bagagen - tre sejre og tre nederlag er det blevet til.

OB-træner Jacob Michelsen er imponeret over Hobro, der i den seneste sæson var tæt på at rykke ned.

- De arbejder stinkende hårdt, de står i deres firekæder, og de er i det hele taget enormt svære at skabe chancer imod, siger Jacob Michelsen til OB's hjemmeside.

Med ni point i seks kampe er OB-træneren tilfreds med pointhøsten, som gerne skulle sikre, at holdet ender i top-6, der er målet for klubben.

- Kan vi holde det snit, så når vi også vores målsætning for denne sæson, siger han.

Hobro-angriberen Emmanuel Sabbi scorede to gange i en 3-2-sejr over OB, da fynboerne senest var på besøg i en superligakamp. Og amerikaneren glæder sig.

- Vi forventer en god kamp. OB er et godt hold, og vi ser bare frem til at spille mod dem.

- Vi har vores hemmeligheder, men det handler om at angribe kampen, som den udvikler sig, og vi skal udnytte vores chancer og spille op til vores bedste.

- Vi er startet godt. Jeg synes, vi har spillet godt, og vi har vist, at holdet er klar, og det er det, fodbold handler om, siger Sabbi til Hobros hjemmeside.

Oliver Thychosen er ukampdygtig for Hobro og ikke med i truppen mod OB.

Hobros kamp mod OB fløjtes i gang fredag klokken 19.

/ritzau/