OB'er udelukker at forlænge med klubben: Drømmer om udlandet
Foto: Getty Images
Superliga

OB'er udelukker at forlænge med klubben: Drømmer om udlandet

Jacob Barrett Laursens kontrakt nærmer sig udløbsdatoen, og for den tidligere Juventus-spiller, lokker udlandet nok engang for ham.

OB's venstreback Jacob Barrett Laursen har kontraktudløb i sommeren 2020, og han drømmer om at komme ud og prøve noget nyt, som helst gerne må være udenfor landets grænser.

Det fortæller han i et interview med Ritzau ifølge B.T.

- Jeg har nået et punkt, hvor jeg skal ud og prøve mig selv af, og én af mine drømme er at komme til udlandet igen, så det er det, jeg går efter lige nu, lyder det fra den 24-årige OB-spiller.

Allerede som 17-årig var han for første gang udenlands, da han skiftede til den italienske storklub Juventus, hvor det dog aldrig blev til et gennembrud. Men denne gang føler Barrett sig mere klar som følge af den erfaring, han har fået, fortæller han.

Endvidere slår Barrett fast, at det lige nu ser sådan ud, at det er udelukket for ham at forlænge sin kontrakt med OB, hvilket lægger meget op til, at han gør Rasmus Falk og Sten Grytebust kunsten efter, som begge har forladt Fyn på frie transfers indenfor de seneste år.

Hos OB-ledelsen vil sportsdirektør Jesper Hansen dog gerne forlænge med Jacob Barrett Laursen, ligesom han også er interesseret i at få solgt ham, inden kontrakten udløber. Der har bare ikke været nogen bud på ham, ifølge Hansen.

Barrett Laursen kom til OB i 2013 på en lejeaftale, som senere blev lavet til en permanent en af slagsen.