Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: SønderjyskE lejer FC Midtjylland-angriber

SønderjyskE lejer angriberen Artem Dovbyk i FC Midtjylland.

SønderjyskE har i dette transfervindue haft et godt øje til tidligere- og nuværende FC Midtjylland-spillere, og det har ikke ændret sig her, hvor vi har taget hul på sidstedagen.

Haderslev-klubben har således lejet den ukrainske angriber Artem Dovbyk, der ikke har fået meget spilletid i FC Midtjylland, efter han vendte tilbage fra en alvorlig skade. Nu skal han genfinde kampformen i SønderjyskE hos Glen Riddersholm.

- Vi har været på udkig efter en forstærkning til vores angreb, fordi vi i øjeblikket kun har to fuldblodsangribere i truppen, og det, har vi vurderet, er lige lidt nok. Derfor glæder det os, at vi har kunnet hente Artem Dovbyk ind på en lejeaftale, så vi står godt rustet til de udfordringer, der venter os i 3F Superligaen, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

- Det er en spiller, som vi kender og har set i FC Midtjylland, og der er ingen tvivl om, at han kan give os noget kvalitet og øget konkurrence i angrebet. Han er en hurtig, fysisk stærk angriber, som passer fint ind i vores spillestil og den måde, vi gerne vil spille på.

22-årige Artem Dovbyk står noteret for 18 Superliga-kampe og et enkelt mål for FC Midtjylland. Langt de fleste optrædener har været korte indhop.