Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AaB - FC Midtjylland

AaB kom fremragende fra land med en sejr i første runde af Superligaen, mens FC Midtjylland med pointtab er en smule presset fra start.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Aalborg Portland Park
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #aabfcm #sldk

Holdnyt:

AaB:
Det lignede længe en nulløsning, men AaB's Kasper Kusk snød SønderjyskE-muren og målmand Sebastian Mielitz, og dermed vandt AaB åbningskampen i Haderslev med 1-0. Nu skal klubben så bygge på, og modstanderen er de danske mestre fra FC Midtjylland.

Der er stadig ting, der skal forbedres hos AaB - spillet var ikke specielt godt, men det går lidt i glemmebogen, når man vinder. Stadig kunne man godt ønske set fra AaB's side, at spillet var bedre. SønderjyskE havde i hvert fald rigeligt med muligheder for at score, og AaB sad ikke på tingene.

Især offensivt virker der til at være procenter at hente - AaB har ganske enkelt for svært ved at lave mål.

Frederik Børsting er tilbage i AaB-truppen, der dog fortsat er uden Kasper Pedersen, Patrick Kristensen og Marco Ramkilde, mens Edison Flores heller ikke er med, da han er ikke er vendt tilbage fra ferie.

FC Midtjylland:
De danske mestre fra FC Midtjylland åbnede sæsonen med en skuffende pointdeler mod AGF. Jakob Poulsen havde ellers muligheden, men misbrugte for første gang et Superliga-straffespark bare et par minutter før tid. Præstationen var ikke specielt god for Midtjylland, der tillod lidt for mange chancer til AGF, og som samtidig ikke skabte nok selv.

Nu skal holdet så forsøge at få en sejr i hus, og det bliver vigtigt, når rivalerne Brøndby vandt i første runde.

Kristian Riis og Rilwan Hassan er ude. Kian Hansen startede på bænken senest - måske han er tilbage i startopstillingen. I startopstillingen kan Artem Dovbyk også være efter et glimrende indhop mod AGF.

De nye folk - Jens-Lys Cajuste og Joel Andersson er heller ikke i truppen.

Dominick Drexler, nyindkøbet, er færdig i klubben, inden han reelt er startet. Ham har FCM valgt at sælge igen.

Karantæne:
AaB: Ingen
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
AaB (4-4-2): Rinne - Pallesen, Okore, Blåbjerg, Ahlmann - Kusk, Christensen, Würtz, Risgård - Abou Ali, Pohl

FC Midtjylland (3-4-3): Hansen - Hansen, Sanneh, Sviatchenko - Munksgaard, Poulsen, Sparv, Dal Hende - Onuach, Dovbyk, Wikheim

Profilen:
Alexander Munksgaard er en vigtig spiller, som også har udviklet sit indkast, så han er blevet lidt af et våben i den disciplin. Det er en del af forklaringen på, at han spiller fra start for FC Midtjylland. Hold øje med de gode, skarpe indkast.

Vidste du, at...:
Sidst de to hold mødtes i Aalborg, var der målbonanza, og det endte 3-3, efter FC Midtjylland kom på 3-3 til sidst. Det ene point var i den grad med til at holde Midtjylland inde i kampen om mesterskabet.

Dom:
Det er en meget svær kamp at spå om. Godt nok kom AaB fra land med en sejr over SønderjyskE, men det var ikke helt overbevisende, og omvendt var FC Midtjylland heller ikke på højeste niveau, da klubben "bare" spillede 0-0 hjemme mod AGF.

Det forventede kampbillede er, at AaB afventer, og at FC Midtjylland skal skabe opgøret. Udeholdet har samtidig stor styrke på dødbolde, og netop dødbolde kan blive afgørende i en kamp, som kan blive tæt.

Vi tror på et målfattigt opgør - 1-0 til FC Midtjylland.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: