Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - FC Midtjylland

Der venter et meget interessant opgør søndag, hvor AGF med et enkelt point i bagagen skal op mod FC Midtjylland, der har maksimumpoint.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Ceres Park, Aarhus
Dommer: Mads Kristoffer-Kristoffersen
På TV: Canal 9
Hashtag: #agffcm #sldk

Holdnyt:
AGF:
David Nielsens mandskab fik ikke point med fra opgøret mod FC København i en kamp, hvor klubben fra Aarhus leverede en godkendt præstation mod de danske mestre. Derfor står AGF nu foran en svær kamp mod FC Midtjylland.

Efter uafgjort i første opgør ude mod Hobro har AGF kun et enkelt point på kontoen, og nu venter sæsonens første hjemmekamp, hvor håbet helt sikkert er, at man kan få mange folk på stadion, få god opbakning og ikke mindst en sejr.

Det er vigtigt for AGF at få noget på kontoen til at starte sæsonen med, så man ikke står noteret for et enkelt point efter tre kampe. Selv om modstanderne har været gode, er det vigtigt for selvtilliden og troen, at man kommer godt fra land.

Til opgøret mod FC Midtjylland har David Nielsen formentlig frit valg på alle hylder. Det kan tænkes, at William Eskelinen nu får sin chance i målet, efter han blev hentet til AGF for en uges tid siden. 

Nyindkøbet Nicklas Helenius kan få debut mod FCM, da han for første gang er med i truppen. Han erstatter et andet nyindkøb, nemlig australske Alex Gersbach. 

FC Midtjylland:
Kenneth Andersen og FC Midtjylland har fået en pointmæssig god start på sæsonen med seks point i de to første kampe, der begge er blevet spillet på hjemmebanen i Herning. Nu venter så sæsonens første udekamp, og det er altså en svær kamp ude mod AGF.

FC Midtjylland har solgt Kian Hansen, og dermed har Rasmus Nicolaisen fået chancen for at vise sig frem og vil formentlig få yderligere muligheder for at tage Kian Hansens plads i tre-mands-forsvaret hos "Ulvene".

På midtbanen viste Ayo Simon Okosun sig godt frem og kommer med al sandsynlighed til igen at holde Jakob Poulsen ude af startopstillingen. Kaptajnen har været bænket de første par kampe og er det formentlig igen. I angrebet skal Junior Brumado snart have scoret - der har været optræk mange gange, men mulighederne er blevet misbrugt. På bænken sidder rekordkøbet Sory Kaba, og mon ikke han presser sig på til en plads i startopstillingen efterhånden.

FC Midtjylland har nogle skader - Zsolt Korcsmar ventes fortsat at være ude, og Kristian Riis er også væk. Paul Onuachu er ikke til rådighed efter deltagelsen i Africa Cup of Nations, mens Mayron George heller ikke er det. Paulinho blev skadet senest mod FC Nordsjælland med det, der lignede en muskelskade, og den skade holder ham ude af den kommende kamp. 

Karantæne:

AGF: Ingen
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-5-1): Whalley - Munksgaard, Tingager, Juelsgård, Højer Nielsen - Bundu, Amini, Poulsen, Blume, Ankersen - Mortensen

FC Midtjylland(3-5-2): Hansen - Scholz, Sviatchenko, Nicolaisen - Cajuste, Onyeka, Evander, Okosun, Andersson - Wikheim, Brumado

Profilen:
Alexander Munksgaard får besøg af sine tidligere holdkammerater fra FC Midtjylland. Det var i januar, at højrebacken tog skiftet fra FC Midtjylland til AGF, og det har givet masser af spilletid. Men han skal lige huske at samle benene, den gode back, specielt når han står over for dygtige offensive spillere, som det er tilfældet i den kommende kamp. Mod FCK lavede Viktor Fischer en markant tunnel på Munksgaard i opløbet til målet til 2-0.

Vidste du, at..:
Hvis klubben fra Aarhus taber opgøret til FC Midtjylland, vil det være AGF's dårligste pointmæssige start på Superligaen siden 2007/2008-sæsonen, hvor AGF havde et enkelt point efter de tre første runder. Lykkes det at få et enkelt point mod FCM, vil starten tangere 2012/2013-sæsonen, der bød på to point i sæsonens tre første kampe.

Dom:
Det kommer til at blive en meget spændende kamp, hvor hjemmeholdet spiller på eget græs for første gang i sæsonen, og hvor udeholdet er det gæstende mandskab for første gang i sæsonen. Man kan sikkert forvente mange tilskuere på stadion.

Udeholdet står med maksimumpoint efter to opgør, mens AGF blot har fået et enkelt point i sæsonens to første kampe.

Dermed er presset langt størst på AGF, der gerne skal ud og have point - og helst tre - for at fornemmelsen ikke skal være, at man igen i denne sæson ikke kan komme med i top seks.

Der er kvalitet i begge trupper, og derfor kan det blive en kamp, der bølger frem og tilbage. Vi tror på, at det ender med et resultat, som begge hold kan leve med. 1-1 i Aarhus.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: