Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - AGF

FC København har siden premieren været ustoppelige på hjemmebane, mens AGF omvendt har gjort det til en kunst at spille uafgjort. Søndag mødes de to hold så i Telia Parken.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Peter Kjærsgaard 
På TV: Canal 9
Hashtag: #fckagf #sldk

Holdnyt:
FC København:
Ståle Solbakkens mandskab er efter det overraskende nederlag til Vendsyssel igen kommet ind på rette spor i Superligaen. Randers FC blev slået med 4-0 i runden efter, og senest slog de københavnske løver Vejle Boldklub med 3-1 på udebane. 

Nu venter AGF så hjemme i Telia Parken, og så bliver det ellers spændende at se, om FCK kan holde hjemmebaneformen ved lige. Premieren endte som bekendt med et nederlag til AC Horsens, men siden har Viktor Fischer, Dame N'Doye og kompagni kunne forkæle hjemmepublikummet med lutter sejre i Superligaen. 

En sejr er da også det eneste, der tæller for FC København, der kæmper tæt med FC Midtjylland om Superligaens førsteplads. 

Nicolai Boilesen måtte udgå mod Vejle, men var tilbage i truppen mod Slavia Prag og er også helt klar til kampen mod AGF.

AGF:
Ét nederlag, én sejr og fire uafgjorte. Det er resultatet af AGF's seks seneste kampe, og statistikken af ret så sigende for hele aarhusianerens sæson. Ud af de i alt 13 kampe har AGF spillet ni (!) af dem uafgjort, så selvom det også kun er blevet til ét nederlag, skal David Nielsens tropper snart til at vinde nogle fodboldkampe.

Oddsene tilsmiler dog ikke AGF på søndag, når FC København, som aarhusianerne ikke har slået i Superligaens siden 2009, venter i Telia Parken. De mange uafgjorte kampe har indtil videre bragt AGF op på en 6. plads i tabellen, men både Brøndby, SønderjyskE, FC Nordsjælland og Randers puster dem i nakken inden weekendens kampe.

Cheftræner David Nielsen har måtte undvære både Bror Blume, Nicklas Backman, André Riel og Roman Mysak i de seneste to kampe. Blume er tilbage i truppen mod FCK, mens resten stadig sidder ude. Det samme gør Mustapha Bundu.

Til gengæld kan AGF glæde sig over, at midtbanemotoren Adama Guira er tilbage efter at have siddet ude med karantæne. Youssef Toutouh skal formentlig stadig bruge et par uger på at komme i topform, men han sad med på bænken mod AaB, så det bliver spændende at se, om han får sin debut på sin gamle hjemmebane.

Karantæner:
FC København: Ingen
AGF: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Joronen - Ankersen, Vavro, Bjelland, Boilesen - Skov, Falk, Zeca, Fischer - N'Doye, Sotiriou

AGF (4-1-4-1): Whalley - Mikanovic, Juelsgaard, Kanstrup, Højer Nielsen - Guira - Ankersen, Amini, Sana, Stage - Mmaee

Profilen:
Der er godt gang i de to Ankersen-brødre for tiden. Peter Ankersen har fundet tilbage til storformen i denne sæson i FC København og fik også comeback på landsholdet i den seneste landskampspause, mens brormand Jakob Ankersen ligeledes har været en førende profil for søndagens modstander fra AGF. Kantspilleren har scoret tre gange i de seneste fire Superliga-kampe, så der er lagt op til en spændende familieduel på kanten i Telia Parken søndag.

Vidste du, at..:
Mens AGF vader i uafgjorte resultater i denne sæson, har FC København som det eneste hold i tabellen kun måtte dele point én gang før. De to holds seneste indbyrdes opgør på Ceres Park endte nemlig 1-1.

Dom:
AGF har kun tabt én kamp i denne sæson og spillet ni kampe uafgjort. Det nemme bud vil derfor være endnu et kryds på en svær udebane, men Telia Parken har vist sig så svær at besøge på det seneste, at hvis nederlag nummer to skal komme for AGF, så er søndag et godt bud.

FC København vinder med 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: