Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Midtjylland - FC Nordsjælland

Hjemmeholdet skal bruge tre point i topkampen mod FC København, mens FC Nordsjælland med en sejr for alvor kan spille sig ind i kampen om tredjepladsen i Superligaen.

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 16.00
Spillested: MCH Arena, Herning
Slutspil: Mesterskabsspil
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #fcmfcn #sldk

Holdnyt:
FC Midtjylland:
De danske mestre tager hul på Superliga-sæsonens 10 sidste kampe velvidende, at holdet skal have hentet FCK's føring i tabellen for at blive mester. Det er dog bare et enkelt point, Kenneth Andersens mandskab ligger efter.

Det er FC Nordsjælland, der er først test for klubben fra Herning og Ikast, og det sker hjemme på egen bane, hvor FCM har været uhyggelig i denne sæson. To gange har holdet spillet uafgjort, mens 11 kampe er blevet vundet, så det bliver svært for FC Nordsjælland, der dog fik 3-3 senest, at holdet var på besøg.

FC Midtjylland er uden Artem Dovbyk, Rasmus Nicolaisen, Zsolt Korcsmar og Kristian Riis - alle er ude med skader. Ude er også Frank Onyeka, der må sidde over med karantæne.

FC Nordsjælland:
Der er en ny mand i trænerstolen, når FC Nordsjælland tager hul på mesterskabsspillet. Kasper Hjulmand er trådt tilbage - det ville han oprindeligt først have gjort til sommer - og i stedet er det Flemming Pedersen, der overtager ansvaret for førsteholdet.

Pedersen er en rutineret mand, der har været primus motor på at bygge ungdomsafdelingen i FC Nordsjælland op, og han har i den grad været med til at tegne fodboldklubben og spillestilen.

Nu skal han træde et skridt frem, være ansigtet på klubben og samtidig forholde sig til medier og alt det, der hører med til at være Superliga-træner.

Til opgøret er Flemming Pedersen uden en skadet Martin Frese.

Karantæne:
FC Midtjylland: Frank Onyeka
FC Nordsjælland: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (3-4-3): Hansen - Hansen, Sviatchenko, Scholz - Andersson, Poulsen, Sparv, Dal Hende - Mabil, Onuachu, Evander

FC Nordsjælland (4-3-3): Larsen - Bartolec, Nelsson, Yttergård Jenssen, Pedersen - Rygaard, Kofod, Damsgaard - Skov Olsen, Donyoh, Rasmussen

Profilen:
Sidst de to hold mødtes, var det ekstremt underholdende og endte 3-3 i Herning. FC Midtjyllands brasilianer Evander scorede to gange og bragte FCM fra 1-3 til 3-3, og Evander har i det hele taget vist store kvaliteter i dette forår, hvor han kan ende med at blive forskellen på guld og sølv.

Vidste du, at..:
FC Nordsjællands Andreas Skov Olsen har været forrygende i dette forår, og angriberen fra FC Nordsjælland har allerede scoret otte gange i bare seks kampe. U21-landsholdsspilleren har en giftigt venstre fod, og da de to hold senest mødtes, scorede den 19-årige dansker to gange.

Dom:
Der er lagt op til endnu en målrig og underholdende fodboldkamp mellem to af Superligaens mest offensive mandskaber. Hjemmeholdet går ind til opgøret som favorit, men skal alligevel passe på udeholdets store individuelle kvaliteter.

Det bliver meget interessant at se, hvilket mandskab der får justeret bedst i forhold til sidste gang, de mødtes. I sidste ende tror vi mest på hjemmeholdet, der har vist store kvaltieter på egen bane, og holdet tilfører FCN årets første nederlag.

Lad det bare blive endnu en målrig kamp - 3-2 til FC Midtjylland.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: